Brunch på SULT

Jeg har det generelt lidt ambivalent med brunch. Egentlig er det nok fordi jeg er lidt af en kræsenpind – i hvert fald hvis du spørger nogle af mine veninder – spørger du mig, er det bare sådan, at der er ting jeg kan lide og ting jeg ikke kan lide, og sådan er det vel for os alle sammen? Det er bare tilfældigvis også sådan at meget af det jeg ikke kan lide, er noget som gennemsnittet ellers er helt pjattede med, og det kan f.eks. godt gøre det svært, når man skal vælge et sted at spise brunch.

Brunch er jo i og for sig et super lækkert måltid. Halvt morgenmad, halvt frokost, så hvad en brunch kan indeholde er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for.

I går skulle to af mine veninder og jeg mødes til brunch. Vi havde diskuteret lidt frem og tilbage i forhold til hvor vi skulle mødes, og ret hurtigt blev vi enige om at det skulle være buffet, da vi alle tre har lidt vores egne “sære” madvaner. Vi havde mange restauranter og caféer op og vende og vores valg faldt efter lidt tid på SULT.

Hvorfor er det relevant for dig? – Jo, måske fordi du selv har tænkt på at besøge SULT i de travle brunch-timer, eller måske mangler du bare lidt inspiration til hvor du eventuelt kan tage hen.

Min oplevelse med SULTs brunch var overordnet rigtig fin. Restauranten ligger tæt på Nørreport i indre by, men er alligevel godt placeret lidt væk fra crowded, så selvom man måske sidder ved vinduerne, føler man ikke at hele København optager gaden udenfor. Desuden er restauranten stor og rigtig fin indendøre. Jeg vil anbefale at man bestiller bord, for vi var der kl. 12:00 og der var MANGE mennesker. Som tiden gik kom der endnu flere.

Buffeten er stor og meget varieret. Der er alt fra røget laks og nybagt rugbrød til økologiske oksepølser og chokolademousse. Der er meget at vælge imellem og det meste er der ingen finger at sætte på. Især deres hjemmelavede hønsesalat, haps den er go’!

Prisen er inklusiv vand, juice og kaffe ad libitum, og de flinke tjenere kommer forbi bordet hvor du kan bestille specialkaffer – hvis du er til den slags.

Vi sad længe og snakkede og bemærkede ikke rigtig at tiden fløj afsted. Derfor måtte tjeneren også forbi vores bord og fortælle os at nu havde vi altså kun en halv time tilbage af de to timer, man åbenbart reserverer bordet i. Og jeg bliver nødt til at sige, at det altså ødelægger oplevelsen lidt. Selvfølgelig skal man ikke blive siddende hele dagen, men jeg er sikker på at der er mange, som kommer, spiser og går og så er der måske nogle enkelte, der gerne vil sidde og sludre i længere tid, og så vil jeg mene at det burde gå op.

Jeg kunne godt finde på at hoppe forbi SULT en anden gang til brunch, men da prisen alligevel er 225 kr. pr. person, er det nok ikke mit første valg. Så skulle det i hvertfald være efter 14:30, da de disker op med et kagebord jeg VIRKELIG GERNE ville have sat mine tænder i!

Har du været forbi SULTs brunchbuffet?

Måske du også vil synes om:

2 comments

  1. Jeg har aldrig været til brunch på SULT, men jeg kunne godt finde på at prøve det på min næste tur til Danmark. Det er dog lidt en skam, at man skal spise under en stram tidsplan, men det er desværre ofte tilfældet ved buffeter (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *