Hawaiidrømmen // 16. Sådan rammer Coronavirussen os

 👉 Har du læst del 15 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 15. Jeg har fået et arbejde!

// Det blogindlæg jeg ville have skrevet…

Det er ikke mere end et par uger siden at jeg havde forberedt et blogindlæg omkring min hverdag på det amerikanske arbejdsmarked. Om mit job hos The Harris Agency. Om mine opgaver og alt det, jeg lærte og om hvor meget jeg udviklede mig. Og ikke mindst om hvor glad jeg var for at have fået muligheden for at være en del af netop den arbejdsplads her på Hawaii. Hvor meget mit arbejde var lige mig og allerede efter få måneder havde åbnet op for helt nye muligheder. Det er ikke mere end et par uger siden af C og jeg havde lange snakke om at blive her i et ekstra år. Cs arbejdsplads har tilbudt ham job efter praktikken og min chef hos Harris snakkede i stride strømme om hvordan jeg skulle “vokse med virksomheden” og blive permanent. Alt var godt. Alt var endelig godt. Efter flere måneders udfordringer med jobansøgninger, jobsamtaler, falske løfter, freelanceopgaver, lønforhandlinger og manglen på stabilitet.

// Den nye virkelighed

I dag står vi op til en helt anden virkelig – ligesom så mange andre verden over. Hawaii er lukket ned. Waikiki er en spøgelsesby. Restauranter og spisesteder kæmper for at holde sig selv i live. Butikkerne har for længst låst af og sendt medarbejderne hjem. Strandene ligger mere eller mindre øde hen. Det er ikke tilladt at være udenfor medmindre man er ude for at hente mad, handle eller dyrke motion. Man må gerne bade, men ligeså snart man forlader vandet, skal man forlade området og søge hjemad. Modsætter man sig reglerne venter der en bøde på 35.000 kroner. I går kom der 160 turister til øen på trods af restriktionerne. På trods af hvordan hele verden står i brand. På trods af at de skal i 14 dages karantæne og risikerer en fængselsstraf på 1 år. Det er en bizar verden vi lever i lige nu.

// Sådan rammer Coronaen os

C har fået lov at beholde sin praktikplads og arbejder hjemmefra. På arbejdsfronten har han ikke de store ændringer. Hans arbejdsplads har tydeligvis en sund økonomi og en rigtig god og stærk ledelse. Fra starten af Coronakrisen var de ude og sige at medarbejderne ikke skulle frygte for at blive fyret og det giver ro i maven.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige det samme om min arbejdsplads, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Ligesom de omkring 100.000 Hawaiian residents, der i marts måned har erklæret sig arbejdsløse, har jeg også mistet mit arbejde på ubestemt tid. En mandag morgen modtog jeg besked om at alt social media marketing var blevet indstillet pga. Coronavirussen. Mandagen efter lød beskeden på at alle bureauets kunder forsvandt én efter én og at de har været nødt til at sende alle medarbejdere hjem. Det er endnu uvist hvor mange timers arbejde, der overhovedet er lige nu. Selv vores Creative Director har under 8 timers arbejde om dagen og frygter for at miste sit job permanent. Kort sagt: Ingen ved om der overhovedet er et bureau på den anden side af Coronaen.

// Hvordan forholder man sig til en knust drøm?

Selvom beskeden ikke kom som et chok for mig, har jeg stadigvæk utrolig svært ved at være i det og forholde mig til det lige nu. Det gør så ondt, at noget man har kæmpet for så længe, lagt så meget energi og kærlighed i, drømt om så længe forinden og virkelig følt sig godt tilpas i, bliver revet væk fra en på under 24 timer. Jeg ved at der er mange tusind mennesker rundt omkring i hele verden, der lige nu føler det samme. Og jeg har sgu ondt af dem alle. Ingen fortjener at miste så meget på så kort tid.

Men derfor kunne jeg godt have ønsket at timingen havde været anderledes. Jeg kunne godt have ønsket at det ikke skete imens vi befandt os på den anden side af jorden, for at udleve vores drøm. Jeg kunne godt have ønsket mig at vores verden ikke blev vendt op og ned med kun 6 måneder tilbage af vores ophold. Denne her tid, får vi aldrig igen. Denne her mulighed får vi aldrig igen. Og selvom der er intet jeg kan gøre for at ændre på virkeligheden, så gør det ikke mindre ondt. Det bliver ikke nemmere at komme igennem eller nemmere at se tilbage på om et år eller to, at det skete imens vi netop var i gang med det, der skulle være ét af de mest betydningsfulde år i vores liv. “Op på hesten igen!” “Det kunne have været værre.” “Ikke græde over spildt mælk.” Hjælper ikke. I hvert fald ikke lige nu.

// Ja, det kunne altid godt være værre…

For ja, det kunne have været værre. Værre kunne have været at nogen blandt vores familie og venner blev alvorligt syge af virussen. Værre kunne have været at jeg også måtte vinke farvel til mit arbejde for YOKO Danmark. Værre kunne have været at C havde mistet sin praktikplads og at vores visum derfor blev annulleret. Værre kunne have været at øen lukkede ned for importvarer, hvilket ville give øens indbyggere mad nok til nøjagtigt 3 dage. Mange ting kunne have været værre. Men sandheden er at ingen kan spå om fremtiden og ingen ved om det først lige er begyndt. Og uanset hvad, gør en hypotetisk fremtidssituation ikke min nuværende situation bedre.

// Hvordan kommer vi videre herfra?

Så hvad så nu? Jeg ved det faktisk ikke. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal, hvordan jeg skal føle eller hvor jeg skal søge råd. Jeg forsøger at tage én dag ad gangen, som de fleste formentlig gør lige nu. Men det er svært ikke at kigge længere frem og se en masse drømme smuldre og forsvinde. Erkendelsen af det vi mister og det som allerede er tabt er virkelig svær. Og tanken om at C og jeg til oktober kommer hjem med to så vidt forskellige oplevelser af vores ophold har jeg utrolig svært ved at forholde mig til. Det her projekt var en fælles drøm – det er en fælles drøm. Men virkeligheden er bare at vi hele vejen igennem ikke har været igennem de samme processer og oplevelser fordi vi i sin tid valgte at tage afsted før min praktikplads kom på plads. Det var et kæmpe kompromis fra min side, men da jeg landede jobbet hos The Harris Agency føltes det som om at det var det hele værd. Lige nu… not so much.

Desværre gør det det bestemt ikke nemmere at være i situationen lige nu. Jeg ønsker at vi begge skal komme hjem til oktober og føle at vi har fået noget helt særligt og værdifuldt ud af vores ophold. At vi begge føler at drømmen er blevet udlevet. Og at vi begge vil se tilbage på vores år på Hawaii med en varm og stolt følelse indeni. Et modsat scenarie er det jeg frygter allermest. Hver dag forsøger jeg at lade være med at tænke i de baner og jeg kan sagtens forstå at det for nogen kan være uforståeligt. Vi er jo stadigvæk på Hawaii, ikke? Jeg har jo stadigvæk arbejdet hos en amerikansk virksomhed, ikke? Vi har jo stadigvæk 6 måneder tilbage, ikke? Der er masser af ting at være glad for og stolt over men helt ærligt, jeg er jo bare et menneske…

// Det er værst, når der ikke er noget at lave

Lige nu forsøger jeg at holde mig beskæftiget med alt fra interessetimer i YOKO, hjemmetræning og rugbrødsbagning til online kurser i forskellige SoMe-relaterede emner, bogen Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag og tanker om hvordan jeg allerbedst kan få mest muligt ud af denne stilstandsperiode. De kedelige tanker om hvordan det hele er noget l*** lige nu fylder naturligvis mest, når der ikke er noget at lave. Sådan er det jo med de fleste af livets nedture.

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *