Tilbage på skolebænken – Sidste år på TVM!

Så kom jeg igennem min sidste, første skoledag – ret vildt ikke? Det er ufatteligt at tiden er gået så stærkt og at jeg nu har påbegyndt mit sidste år på skolebænken før jeg står som færdiguddannet TV- og Medietilrettelægger!?! Jeg kan stadigvæk tydeligt huske optagelsesprøven, vores nervepirrende intro-uge og de mange forløb jeg har bandet langt væk. Men jeg kan også huske aha-oplevelserne, den lækre kantinemad og de undervisningstimer hvor jer har følt mig fuldstændig på toppen. Det har helt klart været en rutsjebane at være en del af TVM, men i år føler jeg mig parat til hvad det sidste år har at byde på.

Det var et dejligt gensyn at se mine klassekammerater igen – på trods af at mange enten er på orlov eller droppet ud og nye er kommet til, men det er også et særligt og skrøbeligt socialt fællesskab når man er væk fra hinanden (på udveksling og i praktik) i to år og så pludselig er tilbage i samme lokale igen. Til gengæld er vi rigtig gode til at støtte og motivere hinanden og det er fedt at vi trods alt kommer i mål sammen!

Første forløb vi skal i mål med handler om ledelse og selvledelse og er super relevant, både i forhold til mine dårlige oplevelser med min praktik, men også i forhold til at jeg gerne vil starte mit eget op en dag og være selvstændig. Læsestoffet skal nok komme til at gi’ mig grå hår, før eller senere, men jeg er virkelig nysgerrig og motiveret – mere kan man vist ikke forlange her på førstedagen.

Og så har jeg i løbet af i dag tænkt meget på, at jeg gerne vil finde mig et studierelevant job – men samtidig vil jeg gerne få så meget som muligt ud af syvende semester, så det er en diskussion jeg bliver nødt til at tage med mig selv i forhold til hvad, der bliver tid til og hvad der er vigtigst for mig og min fremtid. Og så må vi se hvad tiden bringer.

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *