Boligprojektet Dag 31 // Om uforudsete udfordringer, indflytningsoverskud og rigtig meget glæde

Klokken er 7:26. Selvom min krop er helt færdig og træt, er det svært at sove videre når vi ikke har fået sat gardiner op endnu. C sover endnu, men han har også et lidt bedre sovehjerte end mig – hans tolerance overfor lys, larm og rumsteren er ufatteligt høj hehe… Jeg tænkte at jeg lige ville give en update på vores boligprojekt nu her, inden vi skal i gang igen. Vi har jo fået flyttet 90% af min gamle lejlighed herover. Alting roder helt vildt og fylder fordi vi ikke rigtigt er kommet på plads endnu. Vi har kun fået samlet det ene af vores to klædeskabe – desværre opdagede vi i går at vi har fået én pakke skabsstel for lidt med hjem, og det er bare den slags irriterende situationer, vi støder på hele tiden. Det er virkelig kommet bag på mig hvor mange ting, der kan gå galt, når man istandsætter lejlighed og flytter på kun 31 dage. Jeg tænker at lave et indlæg med gode råd til planlægning når vi engang er kommet på plads, for der er virkelig mange beslutninger man bør tage i god god tid, hvis man gerne vil undgå alt for store forhindringer. Bare et andet eksempel udover vores nu manglende gardarobeskab, så havde sælgeren i Elgiganten også pakket for lidt sokkel til os, til køkkenet, og nu kan vi først få den lille 40cm. rest vi mangler for at blive færdige, den 13. august!?!? Det vil altså sige at vores køkken i princippet ikke bliver helt færdigt før midt i august og det er jo et kæmpe nederlag, når vi har knoklet så meget for at få det færdigt til indflytningen… Men det er bare en sokkel, det ved jeg godt. Og det er det jeg må sige til mig selv alle de gange vi løber ind i den slags udfordringer, men jeg kan bare mærke at min tålmodighed og mit overskud snart er brugt op. Nu vil jeg bare gerne være færdig, så vi kan nyde det sidste af sommeren.

Heldigvis hjælper det på det, at jeg allerede føler mig meget hjemme her i den nye. Selvom det har været hårdt at lave det meste selv, så elsker jeg at gå rundt og kigge på de forskellige ting vi har lavet; murstensvæg, køkken, KABE-væggen. Det er f***** blevet godt! Hold op hvor er jeg egentlig stolt og glad. Vi får det fineste hjem og jeg glæder mig til rigtigt at bo her og have en hverdag, det bliver så godt for os.

Jeg er ikke færdig med at fortælle jer om de forskellige projekter i lejligheden, bare fordi vi nu er flyttet ind. Når vi er kommet på plads, lover jeg at der kommer indlæg om både KABE-væggen og de forskellige småprojekter i køkkenet – og om vores hemmelige bordpladerest-projekt.

Rigtig god tirsdag!

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *