I næsten et halvt år har C foreslået at jeg lavede brunsviger og måske undrer du dig over at jeg ikke bare vupti er smuttet i køkkenet og har bagt min kærestes kageønske, men jeg har aldrig selv været særlig meget til det klistrede wienerbrøds-lignende bagværk. Selvom jeg har arbejdet i en bager i løbet af folkeskolen og gymnasiet, så har jeg aldrig stået bag kassen og gnasket den slags i mig.
Alligevel fik en weekend i Odense mig dog til at crave brunsviger – af en eller anden mærkelig grund. Fynboerne har jo deres “runder med brunner,” som de kalder det (hvilket jeg synes lyder utrolig uappetitligt btw.) og første dag i Odense med min gode veninde kom vi forbi en brunsvigersnegl, og så kom hele historien. Sneglen fik vi dog ikke med hjem og det er nok i virkeligheden derfor at jeg pludselig havde vildt meget lyst til den slags sukkerchok.
Søndag aften da jeg landede i Oksbøl blev der så lavet brunsviger og WOW, den blev virkelig lækker!!! Og der står man så, med en utrolig grim kage man virkelig gerne vil dele med jer, med manglende evner indenfor brunsviger-styling og overvejer hvad man skal gøre for at få den til at se appetitlig ud.
Løsningen blev en ransagning efter husets smukkeste fad og så en tur i haven for at plukke lidt natur. Hvad synes i om resultatet?
Ingredienser (én springform)
Dej
- 25 g. gær
- 1 dl. skummet- eller letmælk
- 40 g. smør
- 1 æg M/L
- 1 spsk. sukker
- 1/3 tsk. fint salt
- 1/2 tsk. kardemomme
- ca. 250 g. hvedemel
Sukkerfyld
- 200 g. brun farin
- 160 g. smør
- 1 1/2 – 2 spsk. stødt kanel
Fremgangsmåde
Kagedejen
Lun mælken i en gryde og kom smøret i, så det kan smelte sammen med mælken. Tag gryden af varmen og rør til en ensartet masse. Lad det køle til det er håndvarmt.
Smuldr gæren i en skål og hæld den håndvarme væske over. Rør til gæren er opløst.
Tilsæt æg, sukker, kardemomme og det meste af melen imens du rører godt. Tilsæt salt efter du har tilsat lidt mel.
Rør/ælt dejen sammen med det sidste af melen. Den bliver fastere end en kagedej, men mere klistret end en almindelig bolledej.
Smør en springform godt (jeg brugte en rand-form) og fordel dejen så godt som muligt i formen.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 45-60 min.
Sukkerfyldet
Imens dejen hæver kan du lave fyldet.
Kom smør, brun farin og kanel i en gryde og varm det langsomt op. Lad fyldet smelte og rør godt til en ensartet masse.
Lad det stå stuetempereret indtil dejen er klar.
Bagning
Tænd ovnen på 180 ? (alm. ovn).
Prik godt med huller i kagedejen og fordel sukkerfyldet udover så det dækker det hele.
Bag brunsvigeren midt i ovnen i 20-25 min. og server den lun!
4 comments
Hvor ser den lækker ud!
“Snasket og grim, lige som den skal være” – haha, elsker det!
Så lækker!!!
Åh ja haha, det er jo sådan en ægte brunsviger skal se ud!