En kort opsummering // Det skal jeg i august

Det er helt hjernedødt at tænke på at vi allerede skriver 12. august, puha hvor tiden flyver. Juli måned var en måned præget af lejlighedsprojektet med istandsættelse og hårdt arbejde og vi har nået så ufatteligt mange ting på bare 31 dage… Alligevel føles det som om at tiden lige speedede to takter op efter vi ramte 1. august.

Lige nu er min elskede Macbook på værksted. Siden jeg købte den for godt og vel to år siden har jeg haft en masse småproblemer med den, men det er svært at finde tid til at indlevere og undvære den med fuldtidspraktik, freelanceprojekter og en blog, der også gerne skulle kunne opdateres. Men nu skulle det være – for min garanti udløber i denne måned, så nu håber jeg bare de skynder sig lidt hehe… I mellemtiden bruger jeg Cs gamle maskineri, den burde kunne klare et par enkelte blogindlæg imens jeg venter. Til gengæld fandt jeg ud af at min kalender åbenbart ligger på laptoppen og ikke i skyen, så lige nu forsøger jeg febrilsk at minde mig selv om alle de planer jeg har her i august.

Denne måned er nemlig (og faktisk) pakket med en masse dejlige ting. Vi har allerede her i de første august-dage kunne mærke tydeligt at tempoet har været skruet meget ned. Vækkeuret har været sat til otte frem for syv, timerne i sofaen foran fjernsynet (der nu er kommet op og hænge wuhu!) er blevet flere og kroppen har været mindre øm og til gengæld ladet trætheden komme helt frem til overfladen – gud hvor har vi haft mange øjeblikke hvor vi har været ved at falde i søvn midt om eftermiddagen!

Men back to the point. Jeg tænkte at et lille overblik over min august-agenda ville være på sin plads, så her kommer den:

? Vi skal naturligvis have de sidste ting på plads i lejligheden – det kommer vi ikke udenom, men det er heldigvis småting, som ikke tager mere end et par timer hist og her!

? Jeg skal tilbage på skolebænken den 3. september, så jeg skal forberede mig mentalt på at skulle i gang med læsning og projektafleveringer. Heldigvis glæder jeg mig både til at komme i gang igen men også til at se mine klassekammerater, jeg ikke har set i godt og vel to år.

? C og jeg skal på en (indtil videre hemmelig) getaway med min partner GO DREAM her i midten af august. Jeg glæder mig virkelig meget til at vi skal forkæles og nyde hinanden i et par dage uden at bekymre os om noget som helst.

? Sidst i august skal jeg (igen med GO DREAM) ud og tegne croquis og drikke cocktails med to gode veninder, som jeg ikke har set længe. Jeg har aldrig været til croquis før, så det bliver helt sikkert en interessant oplevelse. Og så bliver et bare virkelig skønt at se de to piger igen.

? Og så skal jeg tilbage i fitnesscentret og begynde at træne igen, hvilket jeg også ser virkelig meget frem til. Det er alt for længe siden… Mere om det i et andet indlæg.

? C og jeg skal planlægge vores indflytterfest – en ting, der passer mig helt ekstremt godt! Jeg ELSKER virkelig at arrangere fester og arrangementer, så selvom det nok ikke bliver en vild temafest med matchende servietter og hatte, så bliver det nogle fantastiske minutter, når vi går i gang med at lave gæsteliste og menu haha.

? Bloggen her skal opdateres mere, end den er blevet i løbet af istandsættelsen. Jeg har allerede en del indlæg i min pipeline – bl.a. nogle forskellige samarbejder – så forhåbentlig kommer der til at ske lidt mere. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

Hvad har i af spændende planer for sommerens sidste måned?

Måske du også vil synes om:

1 comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *