👉 Har du læst del 13 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 13. Så kom brevet vi har ventet på!

Jeg ved ærlig talt slet ikke, hvor jeg skal starte. Der er sket så meget siden jeg sidst opdaterede jer på vores Hawaiiprojekt. Det er næsten en måned siden, som bare er fløjet afsted – på godt og på ondt. Derfor følger der her en roman – er du ikke til den slags godnatlæsning, har jeg ikke noget imod at du bare skimmer overskrifterne 😅.

// 120 km/t. lige i ansigtet

Sidst jeg skrev kunne jeg ikke få armene ned. Jeg befandt mig i en lykkerus. Lykkelig over at have modtaget min amerikanske arbejdstilladelse, og over at jeg havde mødt min fremtidige arbejdsgiver. Det troede jeg i hvertfald. Men lykkerusen blev en kortvarig én af slagsen. Mandagen efter jeg havde modtaget min arbejdstilladelse stod det nemlig klart for mig, at den arbejdsgiver jeg havde talt med, havde haft meget store armbevægelse. Der var nemlig pludselig intet job til mig. De havde ændret strategi, vendt 180 grader og havde ikke budgetteret med de opgaver, som de ville have mig til at udføre. Den mandag blev den værste vi har haft herovre. Det føltes som om en kæmpe mur ramte mig med 120 km/t. lige i ansigtet. Og i det øjeblik følte jeg mig som en fiasko. En kæmpe fiasko.

// Der er ikke noget, der skal være nemt

Jeg ved godt, at der ikke var noget, som jeg selv kunne have gjort for at ændre situationen. Det var ikke min skyld og det havde intet at gøre med mig som person, eller mine kompetencer. Alligevel følte jeg mig utrolig naiv. Tænk at jeg overhovedet havde troet på, at drømmejobbet ville falde ned fra himlen og lande lige foran mig. Virkeligheden er nemlig sådan, at der ikke er noget, der skal være nemt. Det har jeg dog lært af mine 25 års levetid. Livet er svært, uanset hvor godt du forsøger at forberede dig. Men livet er heldigvis også fantastisk og godt og fuld af muligheder. De sidste par uger har jeg bare haft svært ved at få øje på dem…

// Der er ingen, der vil ha’ mig…

At drømmestillingen gik op i røg tog hårdt på mig. Der stod jeg, lykkelig over at have modtaget min arbejdstilladelse lang tid før vi egentlig havde forventet det. Og så var der pludselig ikke nogen, der ville ansætte mig. Den arbejdsgiver, som jeg egentlig havde en aftale med hjemmefra hørte jeg heller ikke noget fra og det fik mig til at føle mig uduelig, ligegyldig og overflødig. En tåbe, der var rejst til Hawaii i troen om at det da sagtens kunne lade sig gøre at finde et arbejde. Jeg skulle bare have fingrene i den arbejdstilladelse og wupti! Så var jeg i gang!

• 

• 

// Arbejde, bekymring, arbejde, bekymring, hovedpine [repeat]

Den mandag blev starten på godt og vel en måned med grå dage, hvor humøret var i bund alt imens solen skinnede fra en klar himmel udenfor. Weekender var skønne og fyldt med eventyr, men når mandagen meldte sig, forsvandt jeg ind i et mørkt hul, som jeg havde virkelig svært ved at være i. Hverdagene gik med at færdiggøre nogle af de danske freelance opgaver, som jeg har været i gang med i noget tid og desperat forsøge at regne ud, hvor mange penge jeg ville kunne tjene og hvor længe de ville holde. Når mit humør var for distraherende ville jeg forsøge at tage kontakt til andre virksomheder, følge op på mails, forgæves prøve at komme i kontakt med den arbejdsgiver, som jeg hjemmefra havde en aftale med og ihærdigt lede efter opslåede stillinger. Tiden gik og jeg havde en følelse af, at jeg spildte min tid.

// Prøvetid hos et kommunikationsbureau

Efter et par uger landede jeg en jobsamtale med et stort kommunikationsbureau i Waikiki. To samtaler og en lønforhandling senere fik jeg overtalt bureauet til at ansætte mig i to dage – ikke som medarbejder, men som freelancer. Bureauet ville gerne prøve mine evner af før de forpligtede sig til et fast antal timer om ugen. Det gav mig to dage på et bureau, hvor jeg med det samme følte mig hjemme. På to dage arbejdede jeg på et manuskript for en præsentationsvideo og på indhold til fem forskellige brands’ sociale medier. Jeg blev afprøvet og testet, sad med ved møder og præsenterede mit arbejde. Og jeg fik min første amerikanske paycheck. Desværre nåede vi ikke at blive færdige med alle projekterne og chefen ville derfor se mig til endnu to dage ugen efter, før han ville tage en beslutning. Desværre blev de to dage aflyst da bureauets Creative Director alligevel ikke kom i den uge. Jeg afventer stadigvæk fra bureauet men håber på og går ud fra, at han vil se mig igen.

// Hvad med freelance?

I mellemtiden har jeg forsøgt at sælge mig selv til tre andre jobsamtaler, hvoraf alle virksomheder utrolig gerne har ville arbejde sammen med mig – på freelance basis. Det er åbenbart utrolig nemt for virksomhederne, at hyre freelancere ind herovre. Så slipper de for en masse udgifter som forsikring, sundhedssikring og skat. Til gengæld er det utrolig svært for mig at arbejde freelance. I hvert fald, når der skal indberettes skat. I USA falder man nemlig enten indenfor kategorien employee eller contractor, hvilket i praksis betyder at de sidestiller en selvstændig med eget firma, med en freelancer. Det gør skattedelen langt mere bøvlet og uanset, hvor meget research man laver på området, så kan ikke engang lokale amerikanere give et klart svar på, hvordan man skal forholde sig. Udover stabilitet og garanti for et bestemt antal timer om ugen, er det én af hovedårsagerne til at jeg leder efter en fast arbejdsgiver.

// Mit første amerikanske freelance projekt

Og apropros freelance arbejde, så henviste ham arbejdsgiveren med de store armbevægelser mig til én af sine kammerater, som manglede hjælp til noget videoproduktion. Et projekt, som jeg var ude og filme på torsdag og fredag i denne uge. Selvom det ikke er mit ønske at fortsætte med freelance opgaver for amerikanske virksomheder under vores ophold, så føler jeg heller ikke at jeg er i en position lige nu, hvor jeg kan tillade mig at takke nej. Projekterne er jo stadigvæk god erfaring, som jeg tager med mig og det føles godt at komme ud og møde nogle andre mennesker og lave noget andet. Men jeg vil gøre hvad jeg kan for at finde noget mere stabilt indenfor de næste par uger.

// “Hi, how are you? I didn’t know you were here”

Det bringer mig på næste kapitel i denne uendelige roman. Det lykkedes mig nemlig at komme igennem til manageren på det hostel, som jeg havde en aftale med hjemmefra. Min kontaktperson har hele tiden været deres marketingansvarlig og jeg har kun skrevet kort med manageren da mit VISA blev forsøgt godkendt. Derudover er det den marketingansvarlige jeg har været i dialog med. Hun har åbenbart overhovedet ikke givet manageren besked om, at jeg var kommet til Oahu eller at jeg havde fået min arbejdstilladelse. Manageren blev derfor overrasket over at jeg ringede og vi har aftalt at tales ved i starten af næste uge. Hun lød som om, at hun gerne vil have mig i gang hurtigst muligt. Hun har dog ikke rigtig et indblik i deres kommunikation og marketing, det skal den marketing ansvarlige ind over. Går jeg videre med det hostel, ender det formentlig med at jeg til en start vil bruge en del timer i deres reception, for at få en følelse af, hvem deres gæster er, målgruppe, aktiviteter og al den slags. Det giver sådan set også rigtig god mening, men det er vigtigt for mig, at der er en plan for, hvornår jeg rykker fra receptionen og 100% over på kommunikation. Jeg er jo trods alt ikke kommet til Hawaii for at checke gæster ind – uanset hvor hyggeligt det sikkert også kan være! 🤷‍♀️

// Opsummering

Så ja… Livet er ikke lutter regnbuer og i øjeblikket kæmper jeg lidt mere end normalt med at holde hovedet højt. Jeg forsøger at minde mig selv om alle de ting, jeg allerede har lært og oplevet og alle de gode øjeblikke vi deler sammen. Men hovedpinerne, dem kunne jeg sagtens undvære og hver uge har jeg et nyt ønske om, at få klarhed på tingene. Måske det kommer i næste uge 🙏.