Hawaiidrømmen // 2. Sååå hvordan vil i gøre det?

(Billedet er lånt fra StockSnap, Pixabay.com)

👉 Har du læst del 1 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 1. Første spadestik & de allerførste udfordringer

// SIDEN SIDST 

Endelig fik jeg tid til at sætte mig ned og dele nogle nye tanker med jer omkring hele vores store flytte-arbejde-til-på-Hawaii-projekt. Den sidste halvanden måneds tid har været enormt hektisk og selvom jeg var til eksamen for snart en uge siden føler jeg stadigvæk at jeg først nu er ved at falde helt til ro. Jeg kan mærke at jeg er vildt træt – ikke kun fysisk – og mange af de ting jeg egentlig gerne ville bruge mine fridage på, er lidt sværere at komme i gang med end jeg lige havde regnet med. Faktisk er det kun én af de ting, som jeg kommer helt i mål med og det handler om Hawaii.

Ja faktisk, så handler det meste herhjemme om vores Hawaiidrøm lige nu. Sidst jeg satte ord på vores planer var vi i slutningen af november og var lige begyndt at sende de første praktikansøgninger ud – for på daværende tidspunkt var det netop gået op for os at vi skulle gå efter lønnet praktik istedet for arbejde – indlægget kan du finde her.

Siden da er der løbet rigtig meget vand under broen og som med så meget andet har vi dage hvor det føles som om at det lykkes lige om et øjeblik, og så er der dage hvor man lidt mister troen på at det kan lade sig gøre. Førstnævnte er typisk når én af os får hul igennem til en virksomhed og får åbnet op for en lovende dialog (i virkeligheden skal der ikke så meget til før vi føler at dialogen er lovende) og sidstnævnte er når denne lovende dialog vender 180 grader og virksomheden kommer på ‘ikke muligt’-listen. Heldigvis kører vi meget længere på de gode dage end de dårlige.

// EN LOVENDE MAIL

Sidst vi havde en god dag var i går og jeg tror egentlig også at det er én af grundene til at jeg har fundet overskud til at skrive dette indlæg. Jeg sendte en masse opfølgninger og nye ansøgninger ud i går og om aftenen (hurra for tidsforskel) dumpede en positiv mail ind fra én af virksomhederne, som rigtig gerne ville høre mere om mig og nogle af de praktiske retningslinjer for min praktik. Jeg kan love jer for at der bliver danset sejrsdans herhjemme hver eneste gang én af os modtager en mail som den – en lille sejrsdans altså, for en mail som den er blot et lille skridt på vej mod drømmen om Hawaii. Det er virkelig et kæmpe projekt vi har gang i og selvom det er helt fantastisk at være to om det og dele det, så gør det det bestemt ikke nemmere rent praktisk. Der er mange brikker, der skal falde på plads hvis puslespillet skal gå op. Måske er det også derfor at vi tit bliver spurgt hvordan vi vil gøre det og om det godt kan lade sig gøre? 

Derfor tænkte jeg egentlig at jeg ville give jer et lille indblik i hvordan vi har tænkt os at det her skal lykkes, hvilke steps vi skal igennem. C og jeg har begge læst i udlandet og ved derfor en lille smule om forskellige typer af visum. Dog har vi været igennem en omfattende researchfase for at finde ud af hvordan det hele fungerer med arbejde og praktik i USA. Ingen af os er eksperter, men heldigvis findes der også nogle forskellige danske organisationer og virksomheder som kan hjælpe med lidt rådgivning.

// GAME PLAN

1. Find en praktikplads, som gerne vil ansætte dig

Det første punkt omfatter research og skrivning af en faens masse ansøgninger for at sige det lige ud. Det er her vi er nu og der bliver sendt et hav af mails ud med vedhæftede cv’er, praktisk information, anbefalinger mm. Rigtig meget tid går desuden på opfølgning og på at vente på svar. Målet er at finde en praktikplads, som siger ja til en ansættelse hvor begge parter er enige om antal arbejdstimer om ugen samt løn.

2. Få praktikpladsen godkendt

Når vi selv har fundet en praktikplads og indgået en (stadigvæk lidt åben) aftale med dem, skal praktikpladsen godkendes af en dansk organisation/virksomhed, det er f.eks. Study Sea eller Kilroy. En godkendelse sker på baggrund af nogle forskellige ting, der skal være gældende – eksempelvis at der er så og så mange ansatte i virksomheden. Hvis den, som godkender har repræsentanter i det område, praktikpladsen ligger i, besøger repræsentanten virksomheden. Ellers sker godkendelsen på baggrund af et digitalt møde. Vi skal helst være nået til dette step senest i maj måned så jeg håber inderligt at det snart begynder at rykke på sig.  

3. Få godkendt praktikvisum

Så snart vi har fået godkendt en praktikplads kan vi gå i gang med visum-ansøgningen. Denne del af processen får vi hjælp til fra samme organisation/virksomhed, som godkender praktikpladsen. Det er dem, der indhenter de rette dokumenter og sender dem videre til ambassaden. Det er umiddelbart ikke noget, du kan gøre på egen hånd og denne del af processen tager gerne 2-4 uger.

4. Bestil flybillet

Selvom det burde være selve afrejsedagen fra Danmark jeg glæder mig allermest til, så bliver jeg nødt til at sige at den dag vi står med en praktikkontrakt og et praktikvisum og bestiller vores one-way ticket til Hawaii, den dag kommer jeg til at være så overlykkelig. Jeg kan slet slet ikke vente! Det hele kommer til at blive tusind gange mere virkeligt, når vi har en dato og en billet og ved at det hele kommer til at ske. Planen er at vi skal afsted 1. august og begynde at arbejde 1. september – når man har et praktikvisum må man nemlig være i USA én måned før og én måned efter man begynder at rejse, så der står den på ferie og eventyr.

5. Bestil rejseforsikring

På ethvert udlandsophold er det så uhyre vigtigt at have en ordentlig rejseforsikring. Rigtig mange skubber det lidt til side og tænker at de nok ikke får brug for den, men jeg ved om nogen hvor meget det betyder rent faktisk at have en rejseforsikring. Jeg er super uheldig og kommer lidt for let til skade (sandt). Da jeg læste i Los Angeles brækkede jeg foden og var på krykker i tre ud af mit fem måneders ophold og var i genoptræning hos en fysioterapeut i otte uger. Jeg havde en rejseforsikring med fuld dækning og vi endte alligevel med at smide omkring 15 tusind kroner for den skade – tænk hvis jeg ikke havde været dækket… Det er SÅ vigtigt, så det bliver det første vi køber efter flybillet.

6. Lav udlejningskontrakt på lejligheden i Danmark

Vores skønne skønne lejlighed herhjemme skal naturligvis lejes ud imens vi er væk. Vi vil allerhelst leje den ud til én vi kender og gerne i seks måneder til en start og så med en forventelig forlængelse just in case. Men at leje sin lejlighed ud i et halvt år eller mere er ikke “bare” lige sådan. De fleste steder skal lejekontrakten udformes af en officiel administration f.eks. den, der hører til foreningen hvis du ligesom os bor i en andel og det betyder også at prisen skal godkendes af dem – man kan ikke bare selv bestemme hvad man vil leje sin lejlighed ud til.

5. Find lejlighed på Hawaii

Når vi har fået en udlejningskontrakt i hus på vores hjem i Danmark begynder det sjove undersøgende arbejde med at finde en lejlighed på Hawaii. Da vi allerede har boet der, har vi nogle fine kontakter til forskellige, der udlejer derovre. Hawaii er dog en super international stat, som hvert år tager imod tusinder af internationale studerende. Derfor kommer der formentlig også til at være rift om lejlighederne og vi ved hvor dyrt det er at bo derovre. Vi håber og satser på at have en kontrakt i hus før vi tager afsted, men det kan være vi bliver nødsaget til at vente med lejlighedssøgning til vi ankommer til Hawaii.

6. Sæt danske tjenester på pause

Åh alle de praktiske ting, der skal ordnes når man sådan beslutter sig for at rykke sine rødder op og smutte til udlandet i en længere periode. Listen er uendelig lang men noget af det, man ofte kan glemme er at sætte alle sine danske tjenester, medlemskaber osv. på pause eller ligefrem opsige dem før man tager afsted. Det gælder både indbosforsikring – som din nye lejer jo naturligvis selv skal betale – og så gælder det telefonabonnement, fitnessmedlemskab og alle de andre ting, man går og smider penge efter hver eneste måned. Når vi når hertil er der heldigvis ikke længe til at vi skal afsted, så imens man ordner alle de kedelige ting kan man jo trøste sig selv med det.

7. Arranger på-gensyn-fest

Behøver jeg sige hvor meget jeg glæder mig til det her? C og jeg bliver begge færdiguddannede i slutningen af juni, en måneds tid før vi skal afsted. Vi har derfor talt lidt om at holde en stor fest for at fejre at vores studietid er slut OG at vi tager afsted til Hawaii. Da Cs familie primært bor i Jylland vil det også være en rigtig god måde at samle alle på, på én gang, frem for at holde to mindre arrangementer henover sommeren.

8. Afsted!

Muligvis har jeg aldrig glædet mig så meget til en heldøgnsrejse men jeg ved at den dag, vi skal afsted, bliver helt fantastisk.

📮 Hvis der er noget specielt i forhold til projektet her du har lyst til at vide mere om – så smid endelig en kommentar, så ser jeg om jeg kan gøre et indlæg ud af det!

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *