Det er omsider begyndt at give lidt sommerfugle i maven. Vores flytning. Vores drøm. Det vi har kæmpet for i knap et år nu, er lige om hjørnet. På tirsdag klokken 19:10 letter flyet fra Københavns lufthavn og først til oktober om næsten 14 måneder, vender vi hjem til Danmark. Det er så vanvittigt surrealistisk og spændende på samme tid. Det kribler i mig for at komme ud og opleve og alligevel giver det også et underligt sug i maven at pakke vores tøj i sække, fjerne vores billeder fra væggene og endda vores seng, blev sat til salg i går!
Vores hidtil største eventyr er tættere på nu end det nogensinde har været. Skræmmende og fantastisk. Jeg sover kun meget lidt i øjeblikket – faktisk ikke på grund af bekymringer, for efter vi fik vores pas sov jeg for første gang i næsten et halvt år helt roligt om natten. Det er mest fordi at dagene føles kortere og vores to-do-lister fortsætter med at vokse. Jeg har godt tænkt et par gange, at det må være umuligt for os at nå det hele, når det fungerer sådan. Tidligt op, sent i seng og alligevel et hav af unchecked boxes…
Halvdelen af lejligheden er pakket ned nu. I morgen står den på hovedrengøring og en masse små ting, der skal fikses før de nye lejere overtager. Derudover skal jeg have færdiggjort noget arbejde, købt de sidste ting, der mangler, vi skal besvare mails om lejligheder på Hawaii, printe en helt masse dødkedeligt, planlægge vores lille uge i New York og så skal vi huske at kysse lidt på hinanden.
Selvom jeg glæder mig hjernedødt meget til New York, er der ikke noget jeg glæder mig mere til, end når vi lander på Oahu, får læsset vores kufferter af hos en god veninde vi skal starte med at bo hos i en uges tid, og springer i bølgen blå. Jeg ved at i det øjeblik, vil vi endelig kunne slippe alt det stress og jag vi har været igennem de sidste seks måneder med praktikansøgning, visumregler og delays. Det bedste ved vores drøm er, at vi har den sammen. En fælles drøm. Men derfor kan en så lang og hård process alligevel mærkes. Nu mangler vi stort set “kun” at få min arbejdstilladelse på plads, så er vi færdige med papirarbejdet.
Anyways. Det bliver nu alligevel lidt underligt at efterlade det hele i et helt år. Det er bestemt ikke noget jeg gruer for og helt ærligt, så tror jeg at vores år i udlandet, formentlig bare endnu engang vil give mig mod på mere. Men derfor er det da stadigvæk noget, der får det til at kilde lidt i maven. Nu har jeg førhen sagt på gensyn til det herhjemme ad to omgange og det var lige mærkeligt begge gange. Man kan ikke rigtig forestille sig at man ikke kommer til at se venner og familie i så lang tid og man har absolut ingen idé om hvad, der venter en på den anden side.
Det er svært ikke at få høje forventninger og det kan være ligeså svært ikke at bekymre sig om alt det, der kan gå galt undervejs og alt det, der måske ikke lever op til forventningerne. Jeg tror det vigtigste er at forsøge at være i det og nyde hvert øjeblik – der er ingen tvivl om, at vores år kommer til at føles kortere, end det ville gøre hvis vi var hjemme i Danmark. Ind imellem kan jeg godt blive bange for, at vi glemmer at nyde øjeblikkene, fordi vi har stresset så meget over at få det til at ske.
Jeg ved at det bliver godt, vi skal bare lige huske at lægge mærke til det.
Når vi tager afsted slutter mine Hawaii-drømmen-indlæg ikke. Jeg kommer dog primært til at lave indlæg i serien, som omhandler noget omkring processen og alt det praktiske, alle de beslutninger vi skal tage og den slags. Hverdagsliv, postkort og rejseoplevelser kommer i helt almindelige indlæg. Jeg håber at du stadigvæk har lyst til at følge med.