Jeg havde egentlig tænkt på at skrive hjem. Sende nogle postkort ligesom for lidt mere end tre-fire måneder siden, måske med en lidt anden ordlyd end dengang, men hvem elsker ikke at få en fysisk hilsen med posten? Men så gik det op for mig at Postnord (som er dem jeg helt uden belæg giver skylden) allerede før Coronaen havde svært ved at følge med, når der skulle fragtes pakker og breve mellem Danmark og Hawaii. Så den idé droppede jeg. 

Hvis jeg havde sat mig for at skrive hjem ville jeg dog fortælle hvor smukke strandene er i øjeblikket, helt tomme for mennesker. Og hvor roligt her er i gaderne. Det ville jeg fortælle som det første og så ville jeg derefter fokusere på det mere alvorlige for til sidst at runde af med en lille “nåmen solen skinner jo stadigvæk og det er dejligt,”-bemærkning.  En lille pædagogsandwich skal der ind imellem til, når man gerne vil fortælle noget negativt, uden at blive opfattet som negativ. Jeg tror mange ting bliver pakket ind i sådan en sandwich i øjeblikket.

Jeg synes det er svært at vænne sig til den virkelighed der er nu. Måske fordi at vi ved at vi ikke længere kan regne med noget, forventninger bør man pakke langt væk og planlægning er et begreb, der hører fortiden til. Det sidste jeg har lyst til at sige er, at det nok havde været nemmere hvis vi havde været hjemme i Danmark under denne her pandemi. Niveauet af usikkerhed og kedsomhed havde været det samme, men i det mindste havde vi ikke følt at den tid, der rendt fra os var én vi aldrig ville få igen. De, der f.eks. er ved at færdiggøre en uddannelse og havde set frem til en festlig afslutning på et vigtigt kapitel i livet sidder nok lidt med samme følelse. Hvorfor skulle det dog lige være i 2020?! 

I virkeligheden er der nok ikke noget tidspunkt, hvor en pandemi ville passe perfekt ind i alle menneskers agendaer. Men måske hjælper det lidt at tænke det og skrive det ned. Eller også er det bare mit skrivehjerte, der spiller mig et puds. Set i bakspejlet får vi nok ikke vores hverdag på Hawaii tilbage uanset hvor mange gang jeg skriver det ned. 

Forleden rejste vores danske veninde Sine hjem. Et resultat af arbejdsløshed og alt for høje leveomkostninger (man bor vel i en af verdens dyreste stater) – og nårhja, så selvfølgelig også fordi at livet på Hawaii lige nu er langt fra det man kendte fra før. De enkelte minutter i havet gør bare ikke op for alle de timer man går i ring indendøre. I starten gør de. Og tro mig, vi nyder dem stadigvæk utrolig meget. Men resten af tiden er evigt lang og drænende og efterhånden som tiden går, er det det, der fylder mest. Jeg famler rastløst rundt imellem min surdej, mit yoghurt-kit og min nye alt for billige yogamåtte. Selvom jeg stadigvæk har mit arbejde for YOKO, så er det ikke mange timer om dagen når man fordeler dem ud over dobbelt så mange dage som førhen. Og det er altså efter mine frivillige interessetimer. Jeg håber jo så inderligt at vi kan holde liv i den forretning, ellers ved jeg ikke hvad jeg skal spise til morgenmad.

Det jeg prøver at sige er nok bare at man kan nå at dyrke utrolig meget 5-minutters yoga på en uge. Og man kan i øvrigt nå at bekymre sig og tænke rigtig meget over tingene, meget mere end man plejer. 

Men vi har det godt! Vi er raske, solbrune og husker at grine minimum 50 gange om dagen. Og solen skinner stadigvæk på Hawaii. Vandet er blåt og ligeså klart og blødt som det altid har været. Håndværkerne på den anden side er stadigvæk ved at færdiggøre nogle altaner, der er stadigvæk folk, der handler og om aftenen når der er mørkt udenfor og vi tænder op for TV2 Play eller Netflix, lægger man næsten ikke mærke til, at vi lever i en krisetid. Så er det lige til at holde ud.