Surdejsboller på tørgær og uden brug af røremaskine

Jep, jeg er kommet lidt på udebane. Halvanden måned har det taget mig at få bollebagningen til at spille her på Hawaii. Gud, hvor er det bare udfordrende, hverken at være i besiddelse af en røremaskine, en elpisker med dejkroge eller frisk rå gær! Nu har jeg heldigvis fundet løsningen: Hjemmemotionerede surdejsboller.

Det har taget mig et par forsøg og opskriften her, kunne helt sikkert godt bruge en gennemgang mere eller to. Jeg tillader mig at justere i opskriften, når jeg bliver klogere, men for nu, er de her surdejsboller mit bedste bud på en fantastisk lækker morgenbolle, der hæver, har lufthuller og er lavet i et beskedent nomadekøkken på den anden side af jorden. Sådan en opskrift skal helst skrives ned, før den bliver glemt – ellers så er man jo helt på r**** igen. Det er helt vildt, hvor mange ting, man pludselig står og mangler, når man er vant til at begive sig ud i køkkeneksperimenter flere gange i ugen. Mit køkken hjemme i Danmark er gennem årene blevet fyldt op med ting, jeg ikke anede var så vigtige for det bagværk, jeg i tide og utide byder mine gæster på. Tænk engang hvor meget man kan med en rugbrødsform eller en dejskraber? Der skal virkelig tænkes kreativt herover, specielt, når det kommer til brødbagning og frisk gær ikke er til at opstøve.

Nu tror jeg, at jeg efter et par (mange) forsøg har fundet en opskrift, som de fleste kan være med på i et amerikansk køkken med alt, hvad det har af mangler. Du skal hverken bruge frisk gær eller røremaskine. Her får du opskriften:

📋Ingredienser (8 boller)
  • 1 tsk. Active Dry Yeast (amerikansk tørgær, findes i bageafdelingen i supermarkederne. Gule papirspakker)
  • 1/2 tsk. sukker
  • 3 spsk. aktiv surdej
  • 3 3/4 dl. rigtig varmt vand
  • 5 dl. hvedemel
  • 1,5 dl. fuldkornshvedemel
  • 2 1/2 tsk. groft salt
👩‍🍳Fremgangsmåde

Start minimum 12 timer før, du gerne vil have lune og lækre boller.

Fidusen ved at bruge det amerikanske Active Dry Yeast er at aktivere gæren FØR du bruger det i din dej. Det tog mig en del tid at finde ud af, fordi der åbenbart er mange, der ikke er klar over, hvordan det skal gøres. Får du ikke aktiveret din tørgær, kommer din dej ikke til at hæve – så enkelt er det.

Start med at komme en lille sjat af din varme (skal være varmere end håndvarmt) vand i et gennemsigtigt glas. Hæld derefter din gær og sukker i glasset og rør godt rundt til gæren er opløst. Nu venter du i ca. 10 min. til din gær er aktiveret. Hvis du har gjort det rigtigt, vil gæren begynde at danne et tykt lag hvidligt skum på overfladen af vandet – sådan ved du, at gæren er aktiveret.

Hæld resten af vandet fra dit decilitermål op i en stor skål. Lad vandet køle lidt af imens du venter på, at din tørgær bliver aktiveret og når den er klar, kommer du tørgærsblandingen og surdej op i din skål med vand. Rør det hele godt rundt til både gær og surdej ser ud til at være opløst.

Begynd nu langsomt at blande dine to meltyper i blandingen. Rør godt med en flad ske og bliv ved til du ikke har mere tør mel og har en klistret men ensartet masse. Du kan godt ælte med hænderne, ved at fugte fingrene lidt, men det fungerer også helt fint med en flad ske.

Kom et hviskestykke over din dej og sæt den til at hæve lunt i 30 min.

Efter 30 min. skal du i gang med at motionere din dej. Ved at motionere den, sørger du for, at den får nogenlunde den samme luft og struktur, som hvis du havde æltet den på røremaskinen. Bliv ikke bekymret over, at din dej endnu ikke er hævet synderligt meget.

Du motionerer dejen ved at bruge en flad ske, dejskraber, palet eller lignende, som du “tvinger” nedunder dejen i én side og folder dejen ind over sig selv. Drej 1/4 omgang på skålen og gentag bevægelsen. Dette gør du 6-10 gange før du dækker dejen til igen og lader den hæve endnu 30 min.

Du skal motionere din dej 6 gange, før den er klar til at koldhæve. Sæt et ur til hvert 30. minut og noter dig, hvor mange gange du har motioneret den. For hver gang du løfter hviskestykket, vil du blive glad ved synet af en dej, der hæver mere og mere fra gang til gang og danner flere og flere luftbobler.

Efter 6 gange motion er din dej klar til at komme på køl. Når du rykker på skålen, kan du se hvor “wobly” den er blevet af al den motion. Jo mere wobly, jo bedre. Smør en ny skål med lidt olie og hæld forsigtigt dejen over heri. Dæk den med lidt gennemsigtig folie eller et låg – alt efter hvad, du har til rådighed. Og sæt den så i køleskabet.

Din dej skal koldhæve i 6 timer og gerne mere.

Tag bolledejen ud af køleskabet 1 time før du gerne vil bage.

Én time før du gerne vil bage, skal du tage dejen ud af køleskabet, så den lige kan “vågne.” Sæt dejen på køkkenbordet med et hviskestykke over og lad ovnen blive godt varm imens du venter.

Tænd ovnen på 250-270° (varmluft) – det svarer til ca. 520° Fahrenheit, hvis du lige nu befinder dig i udlandet. Og lad en bageplade stå i ovnen og blive varm.

Drys nu godt med mel ud på køkkenbordet og hæld forsigtigt (MEGET forsigtigt) din dej ud på det meldryssede bord. Skub med en palet, flad ske, dejskraber eller lign. lidt ekstra mel ind mod dejens sider, så du sikrer dig at den ikke klistrer fast til bordet.

Gør dine fingre våde, grib fat i de to øverste “hjørner” af dejen og fold den i ét svuptag indover sig selv. Herfra kan du forsigtigt dele dejen i to aflange pølser og derfra skærer boller ud. Løft dem ligeså forsigtigt over på et stykke bagepapir og drys med lidt ekstra mel på toppen.

Overfør bagepapiret til den varme badeplade og bag bollerne i ca. 15-18 min. Og voilá! Så er der lækre sprøde morgenboller – helt uden brug af røremaskine eller rå gær.

Måske du også vil synes om:

1 comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *