Man begynder at kunne mærke det.. I går satte vi et par småting til salg – egentlig fordi vi troede at det ville komme til at tage lang tid at få alle vores møbler og alt vores inventar solgt, men få timer senere havde vi solgt en lampe, et kaffebord, en plante, et maleri og to barstole. Og så gik det op pludselig op for os, at tiden herovre er ved at rinde ud og det hele kommer virkelig meget tæt på. Vi endte endda med at hive vores lænestol af markedet for efter kun en time havde jeg allerede fem interesserede købere. Så kunne vi alligevel ikke nænne at undvære den bløde blå stol i de næste to måneder.
Det er helt vildt så hurtigt tiden er gået. Og med Coronaen oveni er de sidste fire-fem måneder gået utrolig langsomt og utrolig hurtigt på én og samme tid.
Faktisk er det en enorm svær situation at være i. Når man bor i udlandet i begrænsede perioder og når til det, der punkt, hvor der er under tre måneder tilbage, så er der mange ting, der begynder at rumstere oppe på øverste etage. Det føles som at være på en uendelig lang mental rutsjebane, hvor man vågner den ene morgen og drømmer om rugbrødsmadder, billige avocadoer og kram fra familiemedlemmer. Og den næste morgen har man lyst til at hyle over at skulle forlade sit andet hjem. Man vil så inderligt gerne være i nuet, nyde det man har så længe det varer og forsøge at få så meget ud af tiden som muligt. Og samtidig er man træt, udmattet og i en hvis forstand også mættet på oplevelser. Hjernen begynder at tænke fremad, planlægge hjemturen og (måske som forsvarsmekanisme) glæde sig til det, der venter derhjemme.
Jeg har jo prøvet det før. To gange faktisk. Men det er vidst ikke nogen hemmelighed at jo længere du bliver hængende, jo sværere vil det i langt de fleste tilfælde være at sige “farvel.” Og her er der så mange, der lige møver sig frem og siger at det jo ikke er “farvel” men “på gensyn.” Men lad os nu bare kalde en spade for en spade. Selv uden Coronaens debut er det et kæmpe projekt at flytte til Hawaii – mulighederne for visum er bare så ufatteligt små. Selvfølgelig drømmer jeg om at C og jeg en dag kan besøge Hawaii igen på en ferie, måske med vores fremtidige lille familie – eller måske med min far og papmor, hvis besøg til Hawaii i juni blev aflyst på grund af årets største lyseslukker (Covid19). Men om ikke andet, så vil det aldrig være det samme. Derfor er det et farvel til hverdagslivet på Hawaii. Et farvel til vores kære lejlighed med den største altan vi nogensinde kommer til at eje. Et farvel til mit 808-telefonnummer, som jeg deler med en eller anden ved navn Raquel. Et farvel til tennisbanerne i baghaven og bølgerne 100 meter herfra. Og et farvel til 20+ grader hele året rundt.
Heldigvis er det jo et glædeligt gensyn med så mange andre ting. Et år er utrolig længe at være væk hjemmefra, uanset, hvor meget man holder af det nye liv man får bygget op. Og noget af det bedste ved at være væk hjemmefra er, at man lærer nye sider af sig selv at kende, får vendt og drejet alverdens situationer og får sat det hele i perspektiv. Det betyder også at man i høj grad begynder at sætte meget mere pris på simple ting, simple øjeblikke og særligt relationer.
Vi kan ikke sige at vi er nye mennesker, når vi kommer hjem. For målet med at være i udlandet er jo ikke at man skal glemme sig selv. Målet er at vokse og udvide sine horisonter. Det tror jeg helt bestemt at vi er kommet i mål med. Så bliver den helt store opgave at holde fast i dem vi er blevet og huske hinanden på, de oplevelser, der har gjort os til dem vi er.
Og så kan vi igen begynde at drømme. For drømme, dem er der masser af. Men lige nu er det bare med at nyde denne her kæmpe drøm, helt til det sidste.
