👉 Har du læst del 2 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 2. Sååå hvordan vil i gøre det?

Ind imellem knækker filmen. Denne her drøm vi går rundt med fylder ind imellem uoverskueligt meget. Der går ikke én dag hvor vi ikke taler om det, bekymrer os om den, glæder os til den og planlægger alting ud fra den. Og jeg bliver simpelthen nødt til at være hudløst ærlig og sige at det er p**** hårdt når vi teknisk set ikke ved, om vores drøm bliver til virkelighed.

Vi er stadigvæk begge i ansøgningsfasen. Faktisk har C fundet en virksomhed, som virker åbne for at ansætte ham, men han kan ikke lukke aftalen, før jeg også har noget. Og det har jeg ikke… Desværre.

// Ansøgninger sendt: 40 and counting…

På nuværende tidspunkt har jeg sendt lidt over 40 ansøgninger. Kun nær en tredjedel af dem har vendt tilbage – og mange af dem først på min første eller anden opfølgningsmail. Tilbagemeldingskulturen på Hawaii er en helt anden end i Danmark. Selvom mange arbejdsgivere herhjemme ikke giver personligt svar på alle ansøgere, kommer der som regel som minimum et auto-svar tilbage og jeg har aldrig tænkt over det før, men det er faktisk virkelig fantastisk at vide at ens mail rent faktisk er nået frem til den rette. Med mange af dem jeg sender til Hawaii, ved jeg hverken om de ender rette sted, om virksomhederne overhovedet eksisterer eller om de bliver læst. Ind imellem føles det hele så umuligt.

Vores situation er svær. Først og fremmest skal vi prøve at sælge os selv ind i en virksomhed fra om godt og vel seks måneder. Det er én ting at sige: “jeg kan starte i morgen!” Noget helt andet er at sige: “jeg vil gerne have du skriver under nu, men jeg starter først om et halvt år.”

Derudover skal vi for at kunne retfærdiggøre at vi skal have en (meget lille vel og mærke) løn forklare arbejdsgiverne på Hawaii at vi altså til den tid ER færdiguddannede og at ‘praktikant’ prædikatet mere er en formalitet frem for en beskrivelse af vores kompetencer.

Sidst men ikke mindst passer vores profiler ikke ind i hverken deres normale praktikpladser eller fuldtidsstillinger. I USA er man typisk i praktik i kortere perioder (6 uger – 4 mdr.) og fuldtid betyder i de fleste tilfælde 40 timers arbejde om ugen mod de 30 timer vi kan søge med vores J-1 visum. Så… Der er bare så mange ting der gør situationen meget mere indviklet end vi lige havde regnet med.

Jeg fandt faktisk en praktikplads for en måneds tid siden, men desværre kunne den ikke godkendes da virksomheden var så lille at de havde kontor hjemme i privaten – den går ikke på ambassaden. Så nu er jeg tilbage til nul.

// Frustrationerne sidder helt ude på tøjet

Stort set hver aften når jeg går i seng modtager jeg et afslag. “Vi har desværre ingen ledige praktikpladser lige nu,” “Vi har kun ulønnet praktik,” “Vi tager ikke imod praktikanter.” Næsten alle mails lyder ens og det værste ved det hele er at de ofte gør mig utrolig meget i tvivl om hvorvidt arbejdsgiveren har forstået at jeg leder efter en plads fra september. Det på trods af at det står sort på hvidt op til flere gange i min ansøgning, så derfor føles det unødvendigt at vende tilbage og forsøge at forklare sig igen igen igen.

Det samme går igen hver morgen.

Det er det sidste jeg ser før jeg går i seng og det første jeg ser når jeg vågner og åhh hvor er det bare hårdt for mit humør. Der er dage hvor jeg virkelig ikke tror på at vores drøm bliver til virkelighed og mine bekymringer og frustrationer sidder helt ude på tøjet. Jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis det her ikke lykkes. Og så er der dage hvor man vågner til en (bare en lille bitte smule) lovende tilbagemelding og bliver fuldstændig ekstatisk.

Tænk at en drøm, kan betyde så meget?

// At være to om en drøm

Heldigvis er C og jeg sammen om det her projekt og vi vil det begge to så meget at vi er gode til at hive hinanden op, på dage, der starter med bad news. I øjeblikket er det mest C, der hiver mig op da hans praktiksøgning lidt er sat på hold pga. den nuværende mulighed. Men jeg tror det er virkelig vigtigt at vi har hinanden i det her både på de gode og dårlige dage.

I morges vågnede jeg op til en mail, jeg har tilladt mig at putte i ‘mulig’-bunken. Og i aften eller i morgen tidlig ved jeg formentlig om den ender i ‘skrot’ sammen med de mange andre mails eller om den bringer os ét skridt tættere på vores drøm.