I et ungt menneskes liv bliver weekend ofte forbundet med fest og farver. “I weekenden går det ned!” kan jeg huske at der blev sagt blandt venner og fredag og lørdag skulle helst proppes med sociale arrangementer, god mad, alkohol og alt for lidt søvn. Nogle gange startede weekenden endda allerede om torsdagen med ugens første bytur og før man fik set sig om var det søndag eftermiddag og man lå med vilde tømmermænd eller et alt for stort søvnunderskud – slet ikke klar til ugen, der jo altid venter lige rundt om hjørnet…

For mange skal tempoet skrues helt i vejret og jeg tror ikke jeg er den eneste, der har oplevet at det kan være svært at følge med socialt hvis ikke ens weekend ser sådan ud. Sådan var det i hvert fald dengang jeg gik på gymnasiet og faktisk også i starten af min videregående uddannelse. Og når jeg tænker tilbage på det, var jeg overhovedet ikke vild med de vilde weekender. For selvom jeg er god til at være social, så er jeg stadigvæk introvert og har brug for dage uden sociale festligheder til at lade op. Derfor bliver jeg også hurtigt stresset hvis jeg går en weekend i møde, der er fyldt med familiesammenkomster – for selvom de er familie, så er det stadigvæk lig med “hvordan går det på arbejdet” og “kom nu skal vi alle sammen være glade og nyde hinandens selskab”.

Weekenderne har dog ændret sig meget i takt med at jeg er blevet ældre og særligt efter at jeg startede i fuldtidspraktik og fik en kæreste. Byturene og de mange sociale fester blev byttet ud med træningsplaner og freelance arbejde. Dagene føles kortere og opgaverne hober sig op og før jeg får set mig om har jeg arbejdet fire weekender i streg, kun med undtagelse af én enkelt lørdag hvor den istedet står på konfirmation med hele familien. Arbejde i weekenden er ikke noget nyt. Igennem hele skole- og gymnasietiden har jeg haft arbejde forskellige steder, men det var sjældent vagter, der ikke kunne klares, selv med ømme tømmermænd ovenpå en tøseaften med lidt for mange drinks. Men det arbejde jeg laver nu kræver simpelthen for meget til at jeg ikke altid har det med i mine overvejelser når jeg ligger planer.

Det skal ikke lyde som om at jeg ikke har noget socialt liv, det har jeg skam. Prioriteterne er bare blevet anderledes og jeg har mere og mere brug for de hyggelige aftener med ro på, end de aftener man aldrig glemmer. Ind imellem kan det dog godt virke lidt som om, at det kræver den allerbedste undskyldning, hvis man skal takke nej til en social invitation bare fordi man har brug for at være sig selv. Jo flere aftaler – jo bedre! Jo flere aftaler – jo mere cool, overskudsagtig og interessant en person er du. Eller hvad?

Jeg ELSKER en god fest. Jeg ELSKER en god bytur med de allerbedste venner. Og de sidste to weekender har jeg på trods af arbejde alligevel fået presset lidt venner og alkohol ind og det har været virkelig dejligt. Men kender i de der weekender hvor niveauet bare er helt i bund og der ikke står noget som helst på dagsordenen? De weekender er virkelig også dejlige og det behøver man hverken være kedelig eller gammel for at synes.

I denne weekend har jeg faktisk haft planer. I fredags var vi hjemme ved én af Cs bedste venner og hygge med god mad og vin på altanen efterfulgt af et smut forbi Tivolis fredagsrock. I går var vi på besøg i min mors kolonihave til jordbærtærte og grillmad. Og i dag har vi arbejdet en lille smule. Til gengæld har alle dagene været totalt low-key og virkelig skønne. Solen har skinnet fra oven og det har alt sammen handlet om at slappe af og nyde fridagene, præcis som alle weekender burde være.

Jeg har været SÅ klar til weekend. Ugen har været sindssyg travl, så selvom vi har været i selskab med andre, har det lykkes mig at geare helt ned – helt uden dårlig samvittighed over at jeg ikke gik i seng efter midnat hverken fredag eller lørdag. Den slags weekender, skal der også være plads til.