Det er altid lidt underligt at gå ind i et nyt år. Selvom, at der teknisk set ikke sker det mindste, føles det alligevel lidt som om, at nu går vi en ny tid i møde og nu skal vi gøre op for alt det, som vi ikke nåede sidste år og nu skal vi altså bare nyde livet med stort ‘N’. Og det kan godt være svært synes jeg. For på den ene side elsker jeg at begynde på nye kapitler. Jeg elsker den der følelse af, at nu begynder vi forfra og nu sparker vi alle de projekter vi tænder på igang. Men samtidig er det også en anledning til at fokusere på alt det, som vi ikke fik gjort sidste år fordi vi enten var for dovne, for trætte, for stressede, for syge eller bare for optaget af noget andet. 

Alligevel ville det være en stor fed løgn, hvis jeg påstod at jeg ikke dyrker de her “nye kapitler,” store som små. Selv mandage kan give mig en følelse af, at “nu skal det ske!” eller at “nu bliver det anderledes.” Men sandheden er tit en helt anden og det er måske vigtigere end nogensinde før at vi lærer at leve med det. Lærer at leve med at der er drømme, som går i opfyldelse og drømme, der må blive i dagbogen. At der er ting vi får gjort og ting, som bare aldrig bliver vigtige nok eller helt enkelt bare ikke passer ind i livet. 

Jeg tror bestemt ikke at jeg er alene med de tanker. Vi lever i et samfund, hvor der konstant er fokus på at få mest muligt ud af livet. Vi skal præstere godt på studiet og på jobbet – men vi skal samtidig huske at leve sundt, dyrke motion, tænke bæredygtigt, se venner og familie, dyrke en spændende hobby, være til stede på diverse sociale medier og nyde de små vigtige stunder, som vi i Danmark kalder “hygge.” 

I 2019 fik jeg gjort en helt masse vigtige ting. Jeg fik opfyldt drømme, ændret på dårlige vaner (som senere hen måske nok er vendt tilbage) og påbegyndt nye projekter, som jeg længe havde drømt om. Men samtidig med det, fik jeg også skældt mig selv ud en million gange over alle de ting, som jeg ikke fik gjort.

Efter snart et halvt år på den anden side af jorden er det blevet tydeligt for mig, hvor nemt det er at fokusere på alt det, der ikke er lykkedes frem for alt det, som man kan sætte flueben ved. 

Når man beslutter sig for at flytte til udlandet i en periode, kan man ikke undgå at gøre sig forestillinger om, hvordan det kommer til at blive. Helt automatisk begynder man at lægge planer for, hvad man gerne vil have ud af opholdet og hvad, man gerne vil opnå imens man er afsted. I de her planer glemmer man bare tit at tage højde for, at det også regner i paradis. Og det er særlig nemt at blive ramt af en følelse af tomhed, skuffelse eller at man ikke gør det godt nok. 

Det er altid underligt at træde ind i et nyt år, men det har især været med blandede følelser her på Hawaii. Ikke nok med at årsskiftet markerer et nyt kapitel – hvis man dyrker det med kapitler – så betyder det også at vi snart er halvvejs igennem vores ophold. Og det i sig selv er virkelig en mærkelig tanke. Ekstremt skræmmende og underlig beroligende på samme tid. 

Jeg har (selvfølgelig, fordi det er typisk mig) mange planer for 2020. Men den største af dem alle er nok, at jeg gerne vil blive bedre til, ikke at have planer. Ikke at gøre ting, fordi de længe har stået på en håndskrevet liste, men at gøre ting, fordi at de giver mening for mig nu og fordi at det er det, jeg har lyst til. Og så ikke at slå mig selv i hovedet, når ikke jeg får dem gjort. Det er svært og jeg mærker det i høj grad i forbindelse med vores ophold. 

Før vi tog afsted havde jeg denne her idé om at jeg skulle det ene og det andet og det tredje. Jeg skulle holde gang i bloggen, arbejde fra en ny café hver uge, få lavet i min scrapbog hver anden, skrive diverse artikler for Amerikanske turistmagasiner, fortsætte med min løbetræning så min far ikke løber fra mig, når jeg vender tilbage til Danmark, tage tusindvis af billeder med mit spejlreflekskamera, træne hver lørdag på den anden side af Ala Wai og klippe små videoer sammen fra vores ophold. Og oveni alt det, skulle jeg selvfølgelig nyde Hawaii 100%, tage på opdagelse hver weekend, mingle med amerikanere og så bare “være i nuet” fordi – er det ikke det det hele handler om? 

Når jeg tænker på alt det nu, ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde. For life happens. Og selvom jeg ikke kan undgå at føle den der snævre skuffelse over at jeg ikke engang er halvvejs med scrapbogen og mine løbeture mere eller mindre er en sjældenhed, så er der nu engang kun syv dage på en uge og udover mig selv, hvem er det så lige, der står klar til at råbe af mig, når jeg én enkelt dag ikke stille vækkeuret?

Én eller anden dag, lærer jeg nok, at man kan købe friskbagte boller hos bageren og slå benene op en hel dag – og så er det også helt okay! 

Selvom jeg hader at kalde noget for et nytårsforsæt, så kommer jeg nok ikke udenom, at jeg har en del af dem for 2020. Selvfølgelig handler de ikke alle sammen om at sige “pyt” og sove. Men de handler om at være lidt mere til stede i alt det, jeg allerede har opnået og om ikke leve i fremtiden. Om at være stolt og tilfreds – men selvfølgelig også blive ved med at drømme. For det er jo drømmene, der driver os. 

Godt nytår! Pyt, det er bedre sent end aldrig.