Jeg kan ikke sige det nok gange… Jeg kan virkelig mærke at det er hårdt at være tilbage på pinden her i det nye år. Der er så mange ting jeg gerne vil. Så mange mål for det nye år. Ikke bare fordi at det er et nyt år, men fordi jeg føler at det kommer til at byde på en masse nye muligheder. Det håber jeg i hvert fald på og jeg kan mærke at min tålmodighed virkelig er sat på prøve, fordi at det almindelige liv ikke passer sig selv.

Jeg har denne her drøm… men så skal jeg lige på arbejde først. Så er den der igen, drømmen, men så skal vi jo lige have handlet, og spist og ryddet op. Og så føder den ene drøm den anden drøm og det er alt imens at dagene bare går og går og alting forbliver det samme. Sådan er livet jo for det meste, medmindre man tør løsrive sig og sige bye bye til de faste vaner og trygge rammer og springe ud i alle mulige andre eventyr.

Men FØRST! Pandekager! For det skal der i hvertfald være plads til, altså imens livet bare flyver forbi øjnene på en. Og lige nu mest fordi at jeg stadigvæk er under uddannelse, som jeg skal færdiggøre (på trods af de mange fristende afveje jeg bliver ved med at møde) og SÅ bliver det måske min tur, til at gøre noget skørt eller vildt eller faretruende eller genialt. Og SÅ kan det være jeg får lidt ro i kroppen. Lige nu er jeg mest bare rastløs.

Pandekager hjælper ikke på rastløshed, men det hjælper på alle grå morgener.

I dag laver jeg optagelser her til aften, så jeg har tilladt mig at holde fri om formiddagen. Så blev der plads til træning og de skønneste American Pancakes, serveret lige midt på sengen. Det kan jeg godt lige holde mig kørende på, indtil drømmene igen vender tilbage og får mig til at rokke frem og tilbage på stolen. One fine day…