Hawaiidrømmen // 10. Approved – Next stop New York!

(Alle billeder i indlægget er lånt fra Pixabay Creative Commons)

👉 Har du læst del 9 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 9. Flybilletterne er købt & kun ét step fra at være på vej!

// Ambassadebesøg – check!

Endelig endelig endelig kan vi rigtig begynde at glæde os! Vores besøg på ambassaden gik som det skulle, vi blev godkendt og faktisk har vi allerede modtaget vores pas med posten. Lidt hurtigt synes vi begge – vi fik jo at vide at der ville gå fem dage og af den årsag udsatte vi vores ellers ønskede afrejsedato. Der gik knap tre dage, så landede vores pas i postkassen. Og selvom jeg ærgrer mig en lille smule over at vi ikke kommer afsted før, så er det nok meget godt. Vi mangler stadigvæk at gøre en milliard ting, se et hav af mennesker og få styr på hvad, der føles som verdenssituationen før vi rigtig er klar.

// Uvirkeligt på så mange måder

Der er kun ni dage til afrejse og det virker fuldstændig surrealistisk. Tænk at have brugt så lang tid på noget, have drømt så længe og nu sker det pludselig om lidt over en uge… Jeg tror ikke rigtig nogen af os helt forstår det før vi sidder på flyveren og letter fra København. Og så skal vi endda lige et smut på storbyferie inden vi lander i vores nye hjem.

Vi har nemlig booket en uge i New York!!

// Et stop på vejen

Det har egentlig hele tiden været planen at vi skulle en uge forbi enten New York eller Chicago på vej til Hawaii. Først og fremmest er det jo en virkelig god mulighed for at få nogle andre oplevelser med på vejen og dernæst er det faktisk sådan, at flybilletterne var billigere, hvis vi gjorde hold i New York, end hvis vi fløj direkte til Honolulu. Så får vi selvfølgelig brugt de penge vi sparer på billetterne, i New York, men det ville næsten være tosset ikke at udnytte muligheden.

Jeg glæder mig helt vildt! Det er efterhånden mange år siden jeg besøgte New York på studietur og jeg husker det som om, at vi blev revet rundt fra sted til sted af vores undervisere og ikke havde tid til rigtigt at suge stemningen til os. New York med C bliver en helt anden historie. Vi har næsten seks hele dage til at udforske i vores eget tempo, bruge et par dage på alle ‘must see’ turistattraktionerne, som C ikke har set og så resten af dagene på at ose i gaderne, spise frokost på hyggelige gadecaféer og nyde en uges ferie sammen før vi skal begynde at bekymre os om hvor vi skal bo på Hawaii, hvordan C får oprettet lønkonto og om de virksomheder jeg nu har talt med, er ligeså cool i virkeligheden.

// Hvad skal vi se i New York?

Vi er begyndt at kigge lidt på hvad vi skal opleve i New York. Vi skal bo i Brooklyn med AirBnB – ikke noget luksus overhovedet – men vi kommer nok heller ikke til at være meget hjemme. Vi skal bare have en base med god beliggenhed.

Jeg har allerede set mig lun på en del forskellige kvarterer, jeg næsten ikke kan vente med at besøge og jeg håber at vi – før vi rejser – når at få smækket en god plan sammen. Lige nu er vores to-do-lister bare i konstant udvikling, tiden løber fra os og det er svært lige at overskue om vi når det hele. Det er helt vildt så meget der skal styr på, når man vælger at flytte udenlands i et års tid. Vi begyndte med hele processen for næsten et år siden. Alligevel er der mange ting, vi endnu ikke har fået gjort. Der har nu også været ret mange arrangementer henover sommeren, som vi har skulle deltage i og så har jeg fået lidt (meget) mere arbejde, end jeg først lige havde drømt om. Det ville være synd at sige, at det har været en rolig sommer…

Kun ni dage tilbage – heldigvis!

Hvis du har nogen tips til New York, så smid endelig en kommentar!

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *