Hawaiidrømmen // 4. Hul igennem & min første jobsamtale!

👉 Har du læst del 3 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 3. Ét skridt frem og to tilbage – om at blive ved med at drømme.

// De første jobsamtaler

Den sidste uges tid har jeg delvist været ekstremt stresset på grund af vores kommende bachelor-rejse til Filippinerne og delvist haft det som på billedet (som er fra én af de bedste dage nogensinde). Efter mange måneder med ansøgninger og afvisninger og ligegyldighed har jeg nemlig endelig fået hul igennem til Hawaii!

Først kom den ene positive mail, så kom den anden og pludselig havde jeg tre jobsamtaler linet op på én uge og jeg kunne slet ikke få armene ned. Det er helt tosset at der i så lang tid ikke er sket det mindste og så pludselig falder det hele sammen på én uge. Derfor har jeg også siddet inde på værelset de fleste aftener – på grund af tidsforskellen har jobsamtalerne ligget mellem klokken 20:00 og 22:00 – og jeg har været så vanvittigt nervøs. Jeg er ellers ikke en person, der bliver særlig nervøs før hverken eksaminer eller jobsamtaler, men det her er bare så vigtigt for mig at det har føltes som om at hele vores fremtid ville falde fra hinanden hvis ikke mine samtaler gik godt.

Og det gjorde de! Faktisk har jeg de sidste dage talt med tre rigtig spændende virksomheder, som på hver sin måde ville være et godt match for mig. Jeg har naturligvis lidt en favorit, det tror jeg er svært at undgå, men jeg forsøger at holde mine muligheder åbne til jeg ved lidt mere. Fælles for alle tre er nemlig at de ikke har kunne give et konkret svar endnu.

Hvis drømmescenariet opstår og alle virksomhederne gerne vil ansætte mig, ville jeg synes at det var svært at vælge. Den ene virksomhed tilbyder enormt meget ansvar og frihed og så havde jeg en rigtig god kemi med arbejdsgiveren. Den anden virksomhed tilbyder meget alsidige opgaver og jeg tror at jeg kunne lære sindssygt meget. Den sidste virksomhed er i et miljø, der interesserer mig rigtig meget og tror det kunne være vildt inspirerende at arbejde i.

Det er altid lidt svære at vurdere hvad den anden tænker, når man taler sammen over Skype eller WhatsApp end hvis man sidder fysisk overfor sin måske kommende arbejdsgiver. Det har både C og jeg naturligvis også haft med i vores overvejelser og vi har begge forsøgt at være ekstra smilende og anstændige på skærmen haha… men når alt kommer til alt, så er der jo mange ting, der kan gøre udfaldet.

// Konklusionen

På trods af at jeg ikke har kunne få et konkret svar efter mine samtaler, så har jeg med alle tre virksomheder lavet en aftale om at vi skulle tales ved igen. Den ene virksomhed vil gerne høre fra mig på den anden side af Filippinerne og de to andre har faktisk sagt at de håbede vi kunne nå en ny samtale før jeg tager afsted. Jeg ved dog også hvor travle de to virksomheder er lige pt. så derfor forsøger jeg ikke at forvente det helt store. Jeg håber bare så inderligt at de var oprigtige, da de alle tre udadtil konkluderede at jeg ville passe godt ind i deres virksomhed.

// En drøm bliver til virkelighed – eller hvad?

Min søgning er naturligvis ikke ovre, men C og jeg har tilladt os selv at “fejre” den lille sejr den sidste uges tid og forestille os at vores drøm rent faktisk bliver til virkelighed. Jeg har haft det sådan i maven at “selvfølgelig kommer det til at ske!” og den følelse har jeg virkelig haft brug for. De sidste mange uger har været virkelig hårde ved min mavefornemmelse og selvom jeg aldrig ville opgive har jeg været tæt på at føle at det jo bare var spild af tid – jeg tror man skal acceptere den slags perioder i et forløb som dette.

// Hvad så nu?

Hvis én af virksomhederne, som jeg har talt med vender tilbage med positivt nyt indenfor de næste par uger, betyder det rent faktisk at C og jeg kan få sat vores VISUM-ansøgning i gang og at vi med lidt god vilje kan stå med vores opholdstilladelse til USA allerede i slutningen af maj. Det ville jo være helt crazy at vi næsten på falderebet alligevel ville komme i mål med vores tidsplan men indtil jeg ved mere prøver jeg virkelig at forberede mig på det værste. Det er bare så svært…

Følg med her på bloggen for næste opdatering 🍍

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *