Åh jeg har været længe om at skrive dette indlæg. Længe haft det i tankerne, men ligeså længe fejet det væk igen. Og da jeg begyndte indlægget gik det op for mig at vi faktisk “kun” havde været hjemme i fire hele måneder til trods for at Hawaii allerede føles så langt væk.
Det er stadigvæk svært, det indrømmer jeg gerne. Men det er ikke halvt så svært nu, som det var i starten. Sådan vil det nok altid være.
Da vi kom hjem var det til et liv som arbejdsløs i et samfund, der stadigvæk lå på knæ for Covid-19. Der var ingen velkommen-hjem-fest, ingen overvældende gruppekram og ingen fremtidige udsigter til noget halvforsinket arrangement. Vores familier var der selvfølgelig – i hvert fald en lille del af dem – i lufthavnen selvom vi havde bedt dem om at blive hjemme, som anbefalingerne lyder. Alligevel var vi glade for at de troppede op.
Dernæst gik turen til testcentret og efterfølgende ventede en lang periode med delvis isolation, få mennesker omkring os og fire tunge vægge med gråvejr udenfor. I den periode virkede det næsten som om, at dem, der savnede vores selskab allermest var personalet på jobcentret.
Alt handlede om Corona, om nedlukning og om de ting, folk var gået glip af. Og der var dage, hvor vi skulle minde hinanden om at vi lige havde haft et år på vores drømmeø, på den anden side af jorden. Intet havde forandret sig herhjemme og lynhurtigt faldt vi tilbage i mange af de følelser og tanker, der gjorde at vi drømte om noget andet inden Hawaii.
Følelserne sad udenpå tøjet. Motivationen var pist væk og det samme galt gejsten og energien. Alle de ting vi havde set frem til ved at komme tilbage, levede på ingen måde op til vores forventninger. Maden vi havde glædet os til at spise smagte ikke ligeså godt som på Hawaii. Gensynet med vores venner og familie gav (hvor hårdt det end lyder) ikke den lykkesrus, vi havde håbet på. Intet føltes rigtigt og afsavnet til vores liv på Hawaii, var – særligt for mig – overvældende og uhåndterligt.
Hvad var det egentlig, der skulle være fedt ved at være tilbage i Danmark midt på efterået, midt i en pandemi?
Jeg brugte meget tid på at tænke over hvordan jeg skulle finde mig selv og mit gode humør igen. Hvordan kunne jeg få mest ud af min tid som jobsøgende, hvor tiden næsten stod stille? Og så begyndte jeg at tænke meget over, hvad det egentlig er, man bruger sin tid på i Danmark og der var det som om det hele bare faldt fra hinanden. Skulle livet virkelig foregå indenfor? Eller under en paraply imens man bander og svovler over at den hele tiden bliver blæst på vrangen? Eller på en café, hvor man kaster en 50’er efter enten kaffe eller varm chokolade? Eller i et indkøbscenter, hvor man fylder kurven med ligegyldige og overflødige indretningsprodukter, man “bare er nødt til at have…” Og så i sort naturligvis, for lige at understrege en i forvejen farveløs hverdag.
På det tidspunkt kunne jeg kun få øje på alt det, der handler om at bruge penge og fylde i hovedet. Jeg savnede vores gratis tennisaftener, vores aftensmad på stranden til solnedgang, vores weekender, der ikke handlede om andet end at surfe eller tage på hikes. Jeg savnede den blå himmel og varmen, der tog sig af mig hver eneste dag. Jeg savnede det simple men gode liv, som uden tvivl langt hen ad vejen er sundere både for krop og sind. Jeg savnede vores lejlighed, der lige netop kun rummede de allermest nødvendige møbler og det køkkengrej, det krævede for at lave aftensmad og scones. Og jeg savnede min gardarobe, der var beskeden men personlig og i alle regnbuens farver.
Så lykkedes det C at blive ansat som kommunikationskonsulent og jeg sad tilbage med en følelse af pludselig at være meget alene med hverdagen, med jobsøgningen og med mit savn til Hawaii.
Pludselig var der gået to måneder og jeg havde ingen erindringer om, at jeg havde brugt min tid fornuftigt. Papirudklip og billeder lå stadigvæk hulter til bulter og ventede på at blive til en scrapbog. Træningen stod ligeså stille som kreativiteten. Og min energi var fuldstændig væk. Udenfor blev det koldere og mørkere og jeg forsøgte at bilde mig selv ind at december, det skulle nok blive hyggeligt. Alligevel tog jeg mig selv i – midt i æbleskiverne tidligt i december – at savne vores jul på Hawaii.
Men så skete der noget midt i december. Udover at vi blev ringet op fra en hundekennel med besked om at Maui var klar til at komme hjem, fik jeg respons på én af mine jobansøgninger. Jeg blev kaldt til samtale nr. 1, blev bedt om at lave case nr. 1, så 2 og så tre. Og før jeg nåede at tænke over det stod jeg den første uge i januar med to jobtilbud.
Selvom C og jeg (og garanteret resten af verden) havde besluttet at 2021 skulle være noget andet, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at året ville starte så godt. Måske var jeg blevet lidt vant til modvind efter en lidt for lang periode, hvor det meste havde været op ad bakke.
I hvert fald begyndte jeg at mærke et skift i mit humør og mine tanker og da jeg startede på job den 18. januar var det med ny energi, masser af gå-på-mod og motivation.
På mange måder er fire måneder (og nu fem) lang tid. Og på rigtig mange måder er det ikke. Det kan føles som om tiden går uendeligt langsomt når man savner og har et stort tom hulrum i maven. Og så alligevel bliver man overrasket når det pludselig er lyst udenfor og fuglene begynder at synge.
Jeg har ikke glemt Hawaii. Faktisk tænker jeg på vores andet hjem hver eneste dag og vender og drejer drømmescenarier i hovedet, der skulle gøre det muligt for os at flytte derover igen. Ind imellem gør det stadigvæk ondt. Men mest af alt er det minderne, der fylder og gør mig glad indeni.
Og så kan jeg begynde at fokusere på “nuet” og de ting vi har opnået siden og drømmer om at opnå. Vi har gode jobs. En hundehvalp. Familie og venner tættere på. Resten tager vi som det kommer.
