Inspireret af det store dejlige Amerika, kan jeg virkelig anbefale disse karakteristiske fløjlsrøde cupcakes! Det er hverken en vanilje- eller chokoladecupcake og smagen er faktisk ikke helt til at beskrive nøjagtigt. De er sukkersøde, med et hint af kakao og med et syrligt strejf af citron og så ser de bare så smukke ud med en rose-swirl.
Jeg elsker cupcakes – og jeg elsker cupcakes, til særlige anledninger. I morgen fejrer vi kærligheden, så hvorfor ikke fejre den med nogle rigtig romantiske små kager?
Happy Valentine’s Day til jer alle sammen i morgen 🌹
📋Ingredienser (Ca. 24 stk. eller en overflod af de små)
- 120 g. blødt smør
- 300 g. sukker
- 300 g. hvedemel
- 2 æg M/L
- 1 tsk. vaniljeessens
- 2 1/2 dl. kærnemælk
- 20 g. kakaopulver
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. natron
- 1 spsk. syre (jeg bruger olivenolie m. citron men jeg er sikker på at saften fra en citron også kan bruges)
- 3-4 spsk. rød frugtfarve
Vaniljefrosting
- 400-500 g. flormelis
- 150 g. blødt smør
- 2 tsk. vaniljeessens
- Ca. 2 spsk. mælk
👩🏼🍳Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 190℃ (alm. ovn).
Pisk smør og sukker langsomt sammen til det er lyst og luftigt, gerne et par minutter.
Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk ved høj hastighed. Husk at skrabe skålens sider, så du får det hele med.
Bland kakao, vaniljeessens og frugtfarve sammen så det bliver en tør, tyk “pasta”. Kom denne i æggemassen og rør rundt med en dejskraber til pastaen er helt opløst og dejen har skiftet farve.
Sigt mel og salt sammen i en ny skål og kom skiftevis lidt af kærnemælken og lidt af melblandingen i dejen imens du rører med dejskraber. Fortsæt til du har brugt det hele.
Bland nu olivenolien med citron (syre) med natron og tilsæt dette til dejen. Rør til du har en ensartet dej.
Fordel dejen i cupcakesformene så de er fyldt 2/3.
Bag kagerne i ca. 22 minutter, til du kan trykke blidt på toppen og kagen hopper tilbage i rette form.
Tag dine cupcakes ud af ovnen når de er færdige og lad dem køle helt af før de dekoreres med frosting. Kagerne opbevares ved stuetemperatur i tillukkede poser indtil de er blevet dekoreret, men jeg anbefaler at du dekorerer dem aftenen eller morgenen før de skal serveres, så de holder sig svampede.
Vaniljefrosting
Pisk smør, flormelis og vaniljeessens til det er blødt og luftigt. Tilsæt mælk og pisk til du opnår den ønskede konsistens. Frostingen skal helst ikke være for fast, men må bestemt heller ikke være for blød.
Kom frostingen på en sprøjtepose og opbevar den koldt til den skal bruges. Lad den ligge på køkkenbordet og blive blød inden du skal bruge den til at dekorere.
Pynt dine cupcakes og server dem kolde!
💡Tip: Red velvet cupcakes ser virkelig smukke ud med en rose swirl – find en lille tutorial til teknikken her!