Hvilke forventninger forlod vi egentlig Danmark med? Og lever Hawaii op til dem? Hvordan har vores første to måneder været og hvad har vi lært? Jeg gør status over den tid, der er gået.
Forude er solen ved at gå ned i horisonten. Altandøren står åben og lyden af biler, der suser forbi på Kuhio Avenue blander sig med lyden af palmer, fuglekvidder og havets brusen. Fredag eftermiddag er ved at rende ud og jeg har lige et øjebliks stilhed foran min laptop, før vi skal videre i programmet.
Det er præcis to måneder siden, at vi forlod New York og satte os på et fly til Hawaii. Drømmeland, paradiset. Det vi havde arbejdet for i ét helt år og savnet i tre. Det var en helt ubeskrivelig følelse da vi endelig landede i Honolulu lufthavn og de første to uger var slet ikke til at forstå. Tænk at vi var kommet i mål med vores drøm – eller i hvert fald halvt i mål. C havde lige et arbejde han skulle starte på og jeg havde en arbejdstilladelse, der skulle godkendes. Udover det, var vi i mål.
Jeg kom hurtigt ind i en rytme med mine freelanceopgaver. Selvom det ikke på nogen måde var det, som jeg allerhelst ville, så har det fra starten af været et krav for at vi kunne få denne her drøm til at gå i opfyldelse. Bare lige i et par måneder, til jeg fik min arbejdstilladelse. Imens forsøgte C at falde til på den nye arbejdsplads med de nye kollegaer.
Ugerne forsvandt hurtigt. Mandag til torsdag blev fyldt med arbejde og weekenderne med eventyr. På én og samme tid havde jeg en følelse af, at vi fik meget mere ud af dagene men at tiden også gik langt hurtigere. Sådan har jeg det nu stadigvæk. Det føles som om vi desperat forsøger at holde fast i de minutter og timer dagen byder på, samtidig med at vi fylder dem med oplevelser. Det er en underlig følelse…
Efter en måned blev det lettere at finde sig til rette i hverdagen. Rutinerne begyndte at vende tilbage og selvom vores liv herovre er meget anderledes end derhjemme – så er der nu alligevel mange ting, der er de samme. Vi skal stadigvæk arbejde, handle ind, lave aftensmad, vaske tøj og forsøge at holde styr på økonomien. Men når fyraften begynder, så skal vi i vandet, op i bjergene, ud på de stejle klippeskrænter og ud, hvor bølgerne vender. Så lig og alligevel så anderledes.
Vi har ikke mødt så mange mennesker herovre endnu. Det er nok én af de helt store forskelle, fra sidste gang, vi boede på Hawaii. Studielivet er noget helt andet, end det liv, vi har nu. Dengang var vi en stor gruppe mennesker, der tog på udflugter, gik i byen og hang med tømmermænd flere gange om ugen. Lige nu, er det bare C og jeg. Jeg og C. Og det er helt okay. Byturene er blevet skiftet ud med tidlige vækkeure og tømmermændsdagene er skiftet ud med arbejde.
Og så kom min arbejdstilladelse og alt så ud til at flaske sig. Og så endda langt tidligere, end vi havde forventet. Desværre skulle vi hurtigt finde ud af, at intet er sikkert før man står med det i hånden og verden er fuld af store armbevægelser og tomme løfter. Den slags erkendelser kan godt slå en af hesten og det kan godt gøre ondt. Også selvom man befinder sig i paradis.
Ikke alle dage har været fyldt med regnbuer. Mange af dem har, men vi har også gråvejrsdage på Hawaii. Gråvejrsdage, hovedpiner, dårlige nyheder og ondt i maven. Uanset hvor langt væk hjemmefra du løber, kan du aldrig løbe fra livet. Før eller siden når det op på siden af dig.
Men hvad havde vi egentlig regnet med før vi kom?
Det ville være en kæmpe fed løgn at påstå at vi hjemmefra ikke havde nogen som helst former for forventninger. For det havde vi – og det har vi stadigvæk. Selvfølgelig havde vi gjort os mange tanker om, hvad vores år på Hawaii ville bringe med sig. Hvordan det ville føles. Og hvad vi ville kunne bruge det til.
Allerede hjemmefra havde vi talt en del om, at det aldrig ville blive det samme, som den første gang vi var her og mødte hinanden. Generelt skal man passe på med at sammenligne oplevelser som denne. Mit halve år i Los Angeles var noget helt andet end mit semester på Hawaii. Det kapitel vi har åbnet op for nu, bliver også et kapitel for sig selv. Det er jo deri at magien den opstår.
På to måneder har vi skabt rammerne for vores liv de næste 12 måneder. Vi har skabt en hverdag med tennis ved Diamond Head og en surdej i køleskabet. Vi har knoklet og sørget for at vi kan få mad på bordet i november. Vi har overskredet grænser, udfordret os selv og været på så mange eventyr, at det ikke kan tælles på to hænder. Og vi har sat mål for fremtiden og fået endnu flere drømme.