Jeg kæmper lidt med mig selv i øjeblikket. Om to uger skal vi aflevere vores bachelorprojekt og det vender sig i maven på mig hver gang jeg tænker på det. Det går fint med det, det går fremad – det er slet ikke det.. men jeg vil gerne gøre det godt. I virkeligheden vil jeg nok gerne gøre det bedre end “godt,” for det er de krav, jeg normalt stiller mig selv.

I min Blå Bog fra gymnasiet fik jeg mærkaten “Klassens stræber.” Jeg vil ikke forsøge at påstå, at det ikke var det, jeg var. Men det at være en “stræber” i gymnasiet var ikke noget, jeg så, så alvorligt på. Jeg tror ikke jeg brugte meget mere tid på mine lektier og afleveringer end alle andre. Jeg sad ikke altid forrest i klassen og der var mange timer, hvor jeg ikke sad med fingeren i vejret. Jeg ville selvfølgelig gerne gøre det godt men jeg tror egentlig mere, at jeg fik prædikatet fordi, at jeg gjorde det godt og ikke fordi jeg prøvede. Og ind imellem blev jeg træt af det, for selvom jeg ikke tænkte særlig meget over det i dagligdagen gik det op for mig, at det var det, alle andre forventede af mig, når vi virkelig skulle præstere. Jeg blev sjældent særlig nervøs før eksamen og de dårlige resultater jeg nu engang fik, kan vidst tælles på en halv hånd. Mit bevis for at jeg havde klaret mig flot igennem gymnasiet blev printet og røg i en mappe bagerst i skabet. End of story. Og så begyndte det rigtige liv hvor mine ellers fine karakterer, ikke betød en disse…

Når jeg læser om den yngre generations 12-talspiger eller ser hvordan de i diverse ungdomsreportager takker nej til fester, druk, fritidsaktiviteter og kører hårdt på med skolearbejde weekend efter weekend, kan jeg på ingen måde genkende mig selv, fra dengang jeg tossede rundt på gymnasiegangen. Hele præstationskulturen har taget en vanvittig drejning og det gør lidt ondt indeni at se, at det, der engang blev kaldt “klassens stræber,” mig, nu er blevet til 12-tals pigen med stress, angst, depressioner og hvad de nu ellers kan finde frem af bivirkninger. Jeg kan slet ikke forstå, at man som gymnasieelev stiller så høje krav til sig selv – det er forhelvede da “bare” en ungdomsuddannelse.

Og alligevel sidder jeg så her. Godt nok seks år efter jeg færdiggjorde min (totalt ubetydelige) gymnasielle uddannelse, med to udlandsophold, en masse års hårdt arbejde og lige om lidt en voksen vigtig videregående uddannelse med i baggagen. Og “stræberen” er kun blevet værre. Mine forventninger til mig selv og alt det jeg skal præstere, er bestemt ikke blevet mindre, tværtimod. Selvom jeg ikke dengang så det som noget særligt, er jeg helt klart præget af, at jeg er “vant” til at gøre det godt.

Mine forældre har aldrig stillet ekstra store krav til mig. De har altid støttet mig uanset hvad og aldrig gjort noget stort nummer ud af, at man skulle gå efter de høje karakterer. Jeg er den eneste, der nogensinde har stillet krav til mig selv og jeg er den eneste, der bliver ved med at gøre det.

Vi har vel i bund og grund alle sammen noget vi gerne vil bevise.

Måske er det fordi, at jeg ikke har en forventning om at skulle læse videre. This is it. Min formentlig sidste eksamen nogensinde og enden på fire års knokleri, hvor alt ikke nødvendigvis er gået lige efter mit hoved. Så hvad er det jeg gerne vil bevise? At jeg er god? At jeg har fået det ud af min uddannelse, der var meningen? At arbejdsgiverne gerne må stå i kø for at ansætte mig? Jeg kan ikke fortælle dig det…

Det ville være synd at sige, at jeg slet ikke har fået noget ud af mit “stræberi,” som jeg ville have fået, hvis jeg havde gjort mig mindre umage. Bevares, selvfølgelig har jeg da fået noget ud af det. Men jeg har ligeså meget lært at et højt tal på et stykke papir ikke nødvendigvis får drømme til at gå i opfyldelse, det gør stædighed, vilje og ben i næsen til gengæld. Hvis det var det, jeg gik til eksamen i, ville jeg formentlig ikke overtænke mit liv lige nu og bekymre mig om, hvordan jeg mon håndterer at blive skuffet over mig selv.

Lige om lidt er eksamen overstået, jeg er færdiguddannet, forhåbentlig på vej til Hawaii og så kommer rejsen til Filippinerne til at stå allertydeligst når jeg ser tilbage på mit bachelorprojekt. Uanset udfaldet, vil ingen stille spørgsmålstegn ved hvorfor det gik som det gjorde. I hvert fald ikke andre end mig selv.