Så blev det min tur til at fylde 25!
Hele lørdagen lå jeg desværre med helt vilde tømmermænd – jeps, jeg er åbenbart ikke gammel nok til at vide at man ikke skal blande tequila, vodka og sambuca. Så selvom jeg havde glædet mig som et lille barn til første december med kalenderlys, julekalender, juletræstænding på torvet og pebernødder, så var jeg overhovedet ikke funktionsdygtig… Tror faktisk aldrig jeg har haft det så dårligt efter en bytur (går virkelig heller ikke særlig ofte i byen længere) så derfor er jeg også rigtig meget bagud med flere af mine decemberindlæg – sorry!
Søndag blev det så min fødselsdag – en dag jeg også har set frem til alt for længe. Jeg elsker altså fødselsdag… kald mig voksen, gammel teenager, whatever – man bliver aldrig for gammel til fødselsdag! Om morgenen vækkede C mig med lækker morgenmad og gaver. Om eftermiddagen kom familien til kagebord og boller. Jeg fik desuden nogle super fine gaver – bl.a. den fineste taske jeg glæder mig til at tage med på eventyr, hvis vores Hawaiidrøm går i opfyldelse.
Min dag gik ligeså hurtigt som alle andre dage og nu glæder jeg mig egentlig bare til at nyde resten af december med alle de fine begivenheder, der følger med.