“At rejse er at leve,” sagde den gode gamle Andersen engang for længe længe siden. Han og jeg kunne være blevet ualmindeligt gode venner tror jeg, for nøj hvor har han ramt plet. Jeg elsker virkelig at rejse og min liste over byer og lande, der skal besøges, strande, der skal udforskes og bjerge, der skal bestiges, er virkelig virkelig lang. Alligevel er der – på trods af alle de steder jeg drømmer om at stifte bekendskab med – en håndfuld destinationer jeg hungrer efter at komme tilbage til:
Sequoia, Californien
Generelt har Californien med alt hvad der hører til en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har boet og studeret i Los Angeles og et år efter min hjemkomst var jeg nødt til at skulle tilbage. Jeg hev min bror med og vi fik bikset en “hurtig” roadtrip sammen og presset den ned over de kun 10 dage jeg kunne være fraværende fra mit studie. Det var meget forjaget men jeg var alligevel ovenud lykkelig for at være tilbage på Vestkysten. Vores roadtrip gik fra LA og gennem ørkenen i Arizona og Nevada til Las Vegas. På vejen gjorde vi stop i Nationalparken Sequoia og det er ét af de mest fantastiske steder jeg har været. I Sequoia møder man nogle af verdens største levende væsner – kæmpe store træer, der tårner sig op i et skovreservat, som snor sig så højt op i bjergene at det giver propper i ørene at køre langs de smalle veje. Selv hvis du ikke er et naturmenneske og ikke til hverdag får særlig meget glæde ved en tur i skoven, så er Sequoia bare en af de oplevelser, man skylder sig selv.
Ubud, Bali
For godt og vel halvandet år siden var C og jeg i Indonesien. Vi havde en uge på Bali, nogle dage på Gili Islands og sluttede af på Nusa Lembongan én af de balinesiske øer. Ét af feriens højdepunkter var vores oplevelse med rismarkerne i Ubud. Vi havde researchet en hel del inden og var godt klar over at der var flere forskellige steder at se rismarker på Bali – alligevel endte vi med at vælge den, som de fleste nok støder på, når de planlægger et besøg i Indonesien. Vi frygtede at stedet ville være pakket med turister og på vej derop begyndte det at øsregne… Jeg var en smule moody (jeg kan ligeså godt indrømme det, jeg hader når vejret er dårligt, når jeg er på ferie) men da vi steg ud af bilen og fik øje på rismarkerne stoppede regnen, solen pippede frem og det kunne ikke have været mere perfekt. Det var SÅ smukt! Vi stod begge helt tryllebundne og gloede ud på det store grønne rum, der åbnede sig foran os. Vi var afsted i juli måned – som ifølge rejseguides skulle være højsæson og bedste tidspunkt at rejse på vejrmæssigt (hvilket var kilde nr. 1 til irritationsmomenter når man så endte med at stå under en paraply) – alligevel var det svært at få øje på andre turister end os selv. Det var pretty much bare os, et par lokale indonesere, der trimmede markerne og så en helt masse smukt at se på. Wow!
👉🏼✈️ Skal du til Bali kan du også finde min lille guide til hvad du kan opleve her.
Manhattan, New York
Som barn var USA kun noget jeg turde drømme om. Jeg vidste at jeg skulle til Californien some day, og det var stort set det eneste jeg sparede op til. Alligevel var det virkelig langt væk og havde du fortalt mig dengang at USA ville komme til at spilde så stor en rolle i mit liv, havde jeg formentlig ikke turde tro på det. Derfor var det også en fuldstændig vanvittig oplevelse for mig, da jeg tilbage i gymnasiet skulle til New York på studietur. Jeg kan huske hvor lang tid jeg brugte forinden på at undersøge gader og stræder, jeg ville besøge, caféer hvor jeg ville købe store amerikanske muffins, statuer jeg skulle huske at tage billeder af og bygninger, der havde én eller anden vigtig betydning. Jeg ville se det hele og jeg kan tydeligt huske den følelse, der strømmede gennem min krop da jeg for første gang satte mine ben på Broadway og 7th. Avenue på vej ned mod Times Square. Det føltes som en drøm eller måske mere som at være med i en Hollywood-film. Jeg glemmer aldrig den følelse… Desværre havde vi alt for kort tid i New York og er man afsted på studietur bliver man gerne hundset rundt af en lærer fra sted til sted, det gjorde vi i hvert fald og selvom jeg nåede at se en masse, så drømmer jeg om at vende tilbage til New York og opleve byen i et helt andet tempo.
Gili Meno, Indonesien
En lille håndfuld dage blev det til på Gili Trawangan hvor vi efter en masse dage med dårligt vejr på Balis fastland oplevede en lysning på vores rejse. Så snart vi ankom med båd til Trawangan stod solen højt fra en klar himmel. Vandet var fuldstændig turkisblåt og sandet var kridhvidt. Vi blev kørt til hotellet af en cidomo, som er en lille hestetrukken “taxa” og det var helt vildt at se hvordan al liv forsvandt fra øen, når vi forlod hovedvejen og begav os ind blandt de små stier og forladte grunde. Vores hotel Oasis Trawangan lå som en perle midt i noget, der lignede en tør ørken, men indenfor murene fandt vi os til rette blandt palmer og eksotiske bungalows og det var præcis, som vi havde håbet på. Trawangan var noget helt særligt, men endnu mere specielt var det at besøge søsterøen Gili Meno, som er en hel del mindre. På Meno ligger der kun meget få hoteller – ellers bliver øen kun besøgt af gæster fra Trawangan og Gili Air. Vi havde lejet en båd med en kaptajn og havde bedt om at komme forbi Turtle Point på vejen og som navnet lidt lover fik vi rigtig nok chancen for at svømme side om side med en smuk havskildpadde – det var selvfølgelig et par minutter før turistbåden lagde til ved siden af vores og smed sine tyve turister overbord. Men indtil da, der var det helt fantastisk! Øen i sig selv er mest “bare” sand, men det er vanvittigt blødt og lækkert og vandet er præcis ligeså og så er der halvt så mange turister, som på Trawangan. Ingen larm, ingen crowds. Bare en ø, så lækkert!
San Francisco, Californien
Endnu en amerikansk destination… hvad kan man gøre? Selvom mange amerikanere er uden pas og drømmer om at besøge europæiske storbyer, så misunder jeg dem virkelig for at have et så farverigt og kontrastfyldt land. Fra New York i øst til Hawaii i vest, så er der lidt at vælge imellem i USA. Under mit ophold i Los Angeles fik jeg mulighed for at besøge storbyen længere nordpå; San Francisco. På daværende tidspunkt var jeg så uheldig at have brækket min ene fod og da to af mine veninder havde bestilt turen til SF lang tid i forvejen kunne vi ikke rigtig ændre på datoerne. Derfor så jeg byen fra et par krykker med alt for mange smerter. Når jeg tænker tilbage kommer jeg helt automatisk til at bide tænderne sammen og lave grimasser fordi jeg husker det som var det i går og det var smadder ærgerligt for San Francisco var en by, der talte til mit hjerte. Modsat Los Angeles er byen mere kompakt og lettere at komme rundt i. Gaderne snor sig op og ned af bakkerne og arkitekturen er virkelig charmerende. Og så er stemningen hyggelig og afslappende. Jeg drømmer lidt om at køre tværs over USA – en roadtrip, som sagtens kunne begynde i San Francisco.
