👉 Har du læst del 16 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 16. Sådan rammer Coronavirussen os.

// Vi tager lige en måned mere…

I sidste uge forlængede Guvernøren af Hawaii den ellers snart overståede lockdown med en hel måned. Som april er ved at ebbe ud havde vi egentlig set frem til en åbning af øen, som måske havde betydet at C skulle tilbage til kontoret og at jeg (hvis jeg var heldig) ville få mit arbejde hos the Harris Agency tilbage. Desværre skulle det ikke være sådan. På trods af de utrolig lave corona-tilfælde tal vi ser her på øen, så mener Guvernøren ikke, at det vil være forsvarligt at åbne op før 1. Juni. På den ene side er vi meget taknemmelige for at være et sted, hvor situationen tages seriøst, hvor folk overholder reglerne og gør hvad de kan for at komme igennem det hele bedst muligt. På den anden side er det ekstremt kedeligt at vi mister endnu en måned af vores ophold, for let’s face it, det gør vi jo og det er s**** surt. 

// En tiltrængt tur ud af Waikiki

I weekenden tog vi på en hike. Det var første gang i næsten en hel måned at vi forlod Waikiki, og så kun for et par timer. Det er nemlig ikke bare helt ligetil at tage ud og hike, selvom det trods alt stadigvæk er lovligt. Mange af de parkeringspladser, man skal bruge for at tilkomme de forskellige hikes er nemlig lukket. Derfor er vores muligheder virkelig begrænsede. Heldigvis var hiken i weekenden det hele værd. Det føltes virkelig dejligt at komme lidt væk. 

Vi føler os meget isolerede og begrænsede. Selvom vi forsøger at hoppe i havet en gang hver anden dag, så føles det lidt som om at vi puster hinanden i nakken konstant og laver de samme ting. Work, eat, swim, repeat. Og det bliver man hurtig træt af skulle jeg hilse at sige.

// Får jeg mit Hawaii-job tilbage?

Jeg skrev til Harris Agency forleden for at få en opdatering på situationen. På nuværende tidspunkt ser det sort ud. Det lyder ikke som om de får råd til at tage mig tilbage og det gør sindssygt ondt, for chancen for at finde noget andet herovre er ekstremt lille. Det var den allerede før Covid19, men i særlig grad nu. Så hvad skal jeg så? Planen var jo at komme herover for at være en del af det amerikanske arbejdsmarked. Det var det, der var drømmen. Jeg ved ikke hvad det er med os og “plan B.” Om det er livet, der generelt bare vil være på tværs og gå stik imod alle de A-planer vi retter vores sejl efter. Konklusionen må være at der på ingen måde er noget ved vores ophold, der skal være nemt.

// Hvordan skaber man egentlig en “okay” Plan B?

Jeg tror at der er mange som jeg, der lige nu piller sig selv i navlen og spørger sig selv, hvordan i alverden man skal komme ud af det her uden at føle at man udelukkende har mistet tid og drømme. Jeg tænker og tænker og det går der rigtig meget tid med.

Resten af min tid fylder jeg med YOKO og en ny kunde, som jeg freelancer for. Og det er jo fedt, ikke? Det er jo også en masse værd. Selvom pengene er små, er erfaringerne der jo. Kompetenceudviklingen, den personlige udvikling, netværket og alle de andre store vigtige “jeg er blevet voksen”-ord.

Og så alligevel. Så kommer jeg nok ikke udenom “Plan-B”-følelsen. Så lige nu arbejder jeg på den. Plan-B; hvordan ser den ud? Hvor længe tager den at eksekvere? Hvordan får jeg den ført ud i livet? Og vigtigst af alt: vil det være okay? Vil jeg føle at det er nok? Det er der jeg er lige nu.