(Photo credit til min søde veninde Josefine fra vores weekend på Maui)

Måske har du bemærket at jeg har fået eget domæne. Og måske har du undret dig over hvorfor min blog hedder Runawaychild. Tingene hænger naturligvis sammen og er ikke helt tilfældige og faktisk besluttede jeg mig i går for endelig at sikre mig det navn, som efterhånden har hængt ved mig i nogle år.

Da jeg for godt og vel fem år siden planlage et halvt år på Vestkysen i USA, besluttede jeg mig for at lave en lidt mere seriøs blog. Jeg rejste dengang med organisationen EF som sidenhen er blevet meget mere udbredt og populær, men det var noget jeg dengang havde drømt om i mange år, brugt mange timer på at researche og alligevel havde jeg en million spørgsmål omkring den rejse, der ventede mig. Derfor valgte jeg at dele alle mine overvejelser og tanker, hele processen fra beslutning til afrejsedag og stort set alt fra min rejse med omverdenen. Det var sådan Runawaychild – From CPH to Redondo Beach opstod.

Jeg kan faktisk ikke huske hvordan jeg lige kom på navnet, men det var nok en kombination af min egen trang til at komme hjemmefra – helst så langt væk som muligt – og så den kæmpe store wanderlust jeg har i maven.

Min rejseblog blev overraskende populær internationalt og endte med at betyde rigtig meget for mig, specielt fordi jeg virkelig følte at jeg havde nået mit mål med at hjælpe andre, der skulle ud på et lignende udlandsophold. Og så skaffede den mig også et job hos EF da jeg seks måneder senere var tilbage på dansk jord igen.

Så oprettede jeg Runawaychild – Another Chapter hvor jeg bloggede lidt om livet og alle de følelser, der lå i at være kommet tilbage efter en helt anden hverdag i Los Angeles. Og få år senere pakkede jeg igen kufferten og oprettede Runawaychild – From CPH to Hawaii, som jeg desværre må indrømme at jeg ikke fik taget ligeså godt hånd om, som min første rejseblog. Livet gik pludselig stærkt og mine prioriteter var et andet sted. Men nu er jeg tilbage på originalen Runawaychild. Dog på en ny platform.

Måske er det lidt fjollet, men navnet betyder en masse for mig og jeg tror s** ikke at jeg kommer til at kunne give slip på det lige foreløbig, så for et par dage siden tænkte jeg why not og købte domænet. Så ved jeg at det altid er mit, uanset hvor i verden jeg skriver fra og uanset hvor det bringer mig hen.

Har du også et særligt forhold til din blogtitel?