Torsdagstip // Mad til en uge for under 400 kroner – 7 gode råd!

Lige siden jeg fløj fra reden, har jeg altid sagt mig selv at jeg ikke ville leve af pasta med ketchup og kop-nudler, som så mange andre studerende. Med de generelt høje boligafgifter i de store studiebyer, forstår man jo godt hvordan pengene ind imellem kan være små, men der må helt sikkert også være noget om, hvordan man prioriterer. Jeg har eksempelvis aldrig været typen, der gik i byen hver weekend, snusede rundt på caféerne i hverdagene eller shoppede en helt masse til mig selv. Selvfølgelig sniger der sig en plante med hjem i ny og næ, men jeg har altid haft det sådan, at mine penge var til oplevelser – og mad! For sidstnævnte lovede jeg mig selv at jeg ikke ville gå på kompromis med, da jeg flyttede hjemmefra og det er et løfte, jeg har holdt lige siden.

C og jeg lever nemlig ikke af leverpostejmadder eller brevsuppe – og det gjorde jeg heller ikke den gang, jeg boede alene. Vi får god og varieret mad hver eneste dag og vores madbudget er ikke større end de fleste andre studerendes. Det kræver ikke noget ekstraordinært, det kræver bare at du prioriterer rigtigt og tænker fornuftigt.

Hvis din konto er ligeså tom som dit køleskab halvvejs igennem måneden eller du føler, at du har spist frysefritter de sidste fire dage, så har jeg samlet 7 gode råd til dig lige her:

1. Snus rundt i tilbudsaviserne 📱🖥

Det er lidt oldschool med de trykte analog supermarkedreklamer, der vælter ind ad brevsprækken. Og faktisk er jeg også ret meget imod, at vi fælder jordens regnskove til det formål, men du kan altså sagtens læse reklamer på din telefon! Brug appen eTilbudsavis eller kig her før du laver dine indkøb. Du synes måske, at det er lidt en mormor-ting at gøre, men i virkeligheden kan du opspore rigtig mange gode tilbud på de varer, du alligevel havde tænkt dig at smide i indkøbskurven.

2. Lav en madplan 🗓

Regel nr. 1: Madplan er vejen frem! Der er formentlig ikke nogen nemmere måde at spare penge på end ved at planlægge ugens måltider, for på den måde ved du præcis hvad du skal have med hjem fra supermarkedet – og hvad du IKKE skal have med hjem. Har du hørt efter og sidder du nu med næsen nede i de digitale tilbudsaviser, kan du med fordel lave din madplan ud fra de varer, der er ekstra gode tilbud på. Nemt ikke?

3. Tænk i rester 🍽

Når du er i gang med madplanen, så tænk i rester. Hvilke retter efterlader dig typisk med rester til dagen efter? Og hvilke retter kan du med fordel lave lidt ekstra af? Mange retter med kødfyld har rigtig gode rester du kan bruge i pitabrød, madpangekager eller f.eks. på hjemmelavet pizza. Ligesom at en frisk salat den ene dag, nemt kan blive en lækker grøn sandwich den næste dag. Bruger du mange penge i kantinen fordi du ikke orker at stå for madpakken, kan det også være en god idé at tænke frokost-rester ind i madplanen. På den måde har jeg sparet virkelig mange penge!

4. Handl’ ÉN gang om ugen 🛒🛍

Nu har du din nøje strukturerede madplan, så kan du lave en ligeså nøje struktureret indkøbsliste. Du ved hvad du skal lave i løbet af ugen, så selvfølgelig ved du også hvilke varer, der skal på listen. Er du ikke vant til at handle alt til en uge ind på én gang, så prøv at tænke over hvad du spiser i løbet af en dag af morgenmad, frokost, mellemmåltider, eventuelt aftenssnack og så det du har på madplanen – det er formentlig ret meget, men ved kun at besøge supermarkederne én gang om ugen mindsker du chancen for impulskøb og voilá; flere penge til rejser! Værs’go! Og ja, ind imellem så glipper det da. Måske har du planlagt at i skal have en god salat den sidste dag på madplanen og så er det altså ikke alt grønt, der holder sig friskt hvis du køber det så mange dage før. Måske har supermarkedet udsolgt af noget du skulle bruge eller måske smutter den bare, men prøv så vidt muligt at få det hele med.

5. Vælg det rigtige supermarked 🏪

Tænker du over hvor du handler ind? Eller går du bare i det nærmeste supermarked? Der er nemlig kæmpe stor forskel på hvilke varergrupper og især hvilke priser man finder de forskellige steder. Det vidste du sikkert godt, men handler du så efter det?

Netto, Fakta, Lidl og Rema1000 er helt objektivt set de billigste steder at handle basisvarer. Vores favorit er Netto, som vi førhen boede næsten lige ovenover. Nu er vi rykket lidt længere væk men vi tager stadig turen dertil hver søndag fordi vi har indset at vi bare sparer virkelig mange penge ved at handle der. Fakta, Lidl og Rema1000 synes jeg personligt er meget ens i priser, men jeg føler sjældent at jeg får helt den samme oplevelse som i Netto. I Lidl skulle de vist nok have en rigtig lækker grønt-afdeling, i Rema1000 har de ofte super gode tilbud på kød og i Fakta har de Coops egne budgetvarer.

Føtex og Bilka kan kun betale sig hvis man skal købe store mængder tilbudsvarer og Irma, Spar, Superbrugsen og Kvickly er generelt no-gos når man handler på budget. Du vil formentlig opleve at nogle af de basisvarer du har brug for ikke fås i budget-version og særligt frugt, grønt og kød er rigtig dyrt de steder.

6. Gå efter de gule mærker morgen og aften ⏰

Hvis du ikke er så afhængig af tidspunktet, så prøv at handle ind enten om morgenen eller sent om aftenen, det er nemlig her du finder de fleste gule tilbudsmærker på især kød og fjerkræ! De fleste supermarkeder gennemgår alt i køledisken hver morgen og aften hvor varer med kortere holdbarhed bliver sat rigtig meget ned. Har du en fryser (selvfølgelig har du det) er det altså en win-win at besøge supermarkedet og hive en masse pakker kødfars, kyllingebryst, fiskefileter og andre lækkerier med hjem. Selv pakker hvor holdbarheden udløber den dag du køber det kan altså sagtens smides i fryseren, så drop sipperiet og gå efter de gule mærker!

7. Vælg fuldkorn og økologi fra hvor det giver mening 🌽🥦🌾

Åh jeg ville sådan ønske at jeg kunne købe økologisk og bæredygtigt ind hver gang jeg trak i indkøbssuitet og tullede rundt i den lokale, men let’s face it, sådan fungerer livet altså ikke på SU. Generelt spiser vi meget sundt herhjemme – det er vi nødt til, når der skal være plads til alle de kager jeg bager (d’uuh). Men af den grund har jeg også altid gået meget op i at hive den grove, gode og mindst kemifyldte version ned fra hylderne. Med tiden har jeg bare indset at der er steder hvor det valg gør en forskel og steder hvor det ikke gør – og altså steder hvor de ekstra kroner man betaler for “det gode,” er bedre tjent et andet sted. Prioriter derfor dine “gode valg,” og hold øje med tilbud på økologiske- og fuldkornsmærkede produkter.

Følger du rådene her burde du ligesom os nemt kunne handle ind til en hel uge for under 400 kroner – lyder det ikke skønt?! Har du selv nogle gode råd er du velkommen til at dele dem herinde – jeg håber at mine falder på et godt sted ✌️

 

Måske du også vil synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *