Træning betyder en hel del for mig. Jeg har svært ved at finde overskud og ro i hverdagen hvis ikke jeg får trænet helst tre-fire gange om ugen. Derfor kan det stadigvæk godt være svært at komme ud af døren og afsted mod fitnesscentret når kæresten, dynen og favoritserien på Netflix er derhjemme. Især her i de mørke måneder hvor der enten er minusgrader udenfor eller regnen pisker mod ruderne. Det kan også være ovenpå en ond forkølelse hvor det er ekstra svært at komme i gang igen. Heldigvis er der gode råd at hente og ét af dem er at flytte træningen ind i hjemmet.
Youtube rummer et hav af effektive og motiverende træningsvideoer og har du et kvarter, en halv eller en hel time at gøre godt med kan du sagtens komme den dårlige samvittighed eller flade søndags-følelse i kroppen til livs!
Til rigtig mange af videoerne skal du ikke bruge andet end en trænings- eller yogamåtte og så din egen kropsvægt. Har du håndvægte, kettlebells, sjippetorv eller andet, så brug hellere end gerne det i din træning og kig efter nogle videoer, der passer til dine behov.
Start med at varme op, lav så de programmer du har lyst til og slut af med at strække ud.
Jeg har samlet nogle af dem, jeg selv laver engang imellem på playlisten Home Workout på min Youtube-kanal (gå endelig ind og abonnér) men i får da lige et lille udvalg af mine favoritter lige her:
30 Minutters Hip-Hop Tabata
Keaira LaShae, der instruerer i denne weekend er simpelthen bare så smilende og energisk at man ikke kan undgå at blive smittet. På 30 minutter tager hun dig med gennem et hiphop-inspireret cardio-program, som får sveden til at pible frem og pulsen op. Programmet er bygget op efter Tabata-træningsformen, som er en form for intervaltræning hvor man træner intenst 8×20 sek. med 10 sek. pause imellem.
🏋🏼♀️Jeg laver programmet her på dage hvor jeg føler jeg har siddet stille lidt for længe.
15 Minutters lår- og bentræning
Træningsprogrammet her får det altid til at bide godt i mine lår. Øvelserne er rimelig ligetil, men de er effektive og gode for inder- og baglår. Desuden tager programmet kun 15 min. så det er optimalt at kombinere med andre træningsprogrammer.
🏋🏼♀️Jeg laver programmet her på dage hvor jeg synes der er gået lidt for længe siden sidste bentræning.
10 Minutters booty træning
Madfit laver rigtig mange gode træningsvideoer. Til dette korte program skal man bruge en puf/skammel eller kunne smide fusserne op på sofaen. De fleste af øvelserne kan også laves uden men for virkelig at kunne mærke et godt spænd i ballerne, anbefaler jeg at du finder et eller andet du kan bruge. Som et godt supplement til lår- og bentræningsprogrammet er der i programmet her ekstra meget fokus på baller – noget som de fleste af os tøser jo går ret meget op i at få trænet haha… Videoen bider godt og det er én af de videoer jeg føler jeg får mest ud af.
🏋🏼♀️Jeg laver programmet her stort set hver gang jeg laver hjemmetræning.
20 Minutters Full Body
Den sidste video jeg vil tippe jer om er endnu én fra Madfit. Har du brug for at få rørt hele kroppen kan jeg anbefale dette program, som er en blanding mellem stående øvelser og øvelser på måtte. Første gang jeg trænede hjemme her i vores “nye” lejlighed, lavede jeg udelukkende dette program og var faktisk godt øm de efterfølgende dage. Så det virker! Men det er som med al træning, man skal give sig 110% ellers kan man ligeså godt lade være.
🏋🏼♀️Jeg laver programmet her når jeg ikke har særlig meget tid at gøre godt med og gerne vil komme rundt om hele kroppen.
I morges sammensatte jeg nogle forskellige videoer så jeg fik en times træning ud af det. Jeg har ligget syg henover weekenden og var så uheldig at falde i sneen i mandags – jeg slog min skulder og har ikke rigtig været i stand til at røre mig før i dag, så det var virkelig rart at få kroppen lidt i gang.