Så nåede vi en milepæl i det her fuldstændige vanvittige kapitel af vores liv. Vores arbejdsvisum er officielt udløbet og det betyder at vi ikke længere har arbejde på programmet. Jeg har lige et par enkelte dage fordelt over måneden, men C har været forbi og aflevere både laptop og nøgler og sagt farvel – eller måske på gensyn – til sine kollegaer. Det er på samme tid sørgmodigt og en kæmpe lettelse. En lettelse – nok mest for mig, fordi mit arbejdsliv herovre har været kaotisk og ekstremt udmattende. Men mest sørgmodigt. Både fordi at vi skal sige farvel til et liv, som på trods af situationen, giver os så meget. Men også fordi situationen endte som den gjorde.

For et par uger siden gik Hawaii ind i endnu en lockdown og det var præcis det vi frygtede allermest, da vi kom igennem den allerførste lockdown. I al den tid, hvor Corona langsomt dag for dag har pillet ved vores ophold, frarøvet os den ene glæde efter den anden og splittet Hawaii ad, der har vi set frem til september måned. Tænk engang, en hel måned på Hawaii, uden arbejde, bare os og alle de eventyr, vi ikke har nået i løbet af året. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det blev det. Selvfølgelig – har jeg næsten lyst til at sige og det gør faktisk lidt ondt. For et eller andet sted gør det bare ondt at erkende og sige højt at der virkelig ikke er meget, der er gået vores vej i denne her drøm. Og nu er vi ved at være ved enden.

Det er meget ærligt og sårbart. Nogle gange overvejer jeg at pakke det ind og gemme det væk, lade som om at det her paradisliv bare har været fantastisk, men sandheden er at jeg aldrig kommer til at glemme hvordan Coronavirussen i 2020 ødelagde den drøm vi havde ofret så meget for. Havde det ikke været for Corona, så havde vi jo haft lige netop dét, som vi drømte om. Vi arbejdede hårdt for det, fik det til at lykkes og nåede lige at være i det i et par måneder før det blev taget fra os. Det er sandheden – og sikke da en fadæse.

Jeg havde fra starten lovet at være ærlig. At fortælle åbent om alle op- og nedturene. Om de små succeser og alle de bump vi skulle møde på vejen. MEN. Nå det så er sagt, og det tror jeg bare er sindsygt vigtigt at få sagt, så kommer vi naturligvis stadigvæk hjem med hundredetusinder af minder, som vi ikke ville være foruden. Minder og oplevelser og erfaringer, som vi kommer til at sætte pris på resten af vores liv og som har gjort os stærkere sammen. Vi kommer hjem med nye perspektiver og nye bekendskaber, som har været med til at gøre os til dem vi er i dag. Det må vi selvfølgelig ikke glemme.

I dag er det den 3. september og vi har 24 dage tilbage før vi sætter os på et fly mod Danmark. Vores lejlighed er underligt tom – borde, skamler, kurve og enkelte planter er allerede solgt. Der har endda været et par forbi og se på vores bil. Jeg lavede en liste over alle de ting vi skulle glæde os til i september dengang Corona angreb øen første gang. Den liste er nu fjernet og der hænger en ny, mindre eventyrlig liste over de ting, vi desværre må “nøjes” med på grund af den nye lockdown. Vi prøver at nyde den sidste tid, men bliver konstant mindet om alle de ting, vi ikke må. Det gør det bare rigtig svært at slutte det af på en god måde…

Jo tættere vi kommer på oktober, jo mindre har vi lyst til at gå ombord på det fly. Hver eneste dag håber vi på at restriktionerne bliver ophævet så vi lige kan få bare en uge eller 10 dage med det Hawaii vi kender og holder af. Jeg synes at det er helt i orden at håbe på mirakler.