Solen står skarpt ind ad vinduet, kun afskærmet af det ene rullegardin, der på ingen måde dækker hele den brede rude. Jeg vågner tidligt, når der bliver varmt og lyst i vores lille lejlighed. Min krop er stadigvæk i feriemode og den vil gerne op og igang før fanden får sko på. Men samtidig er den træt og udmattet og er allerede ved at gå i beredskab over for den travle og mindre eksotiske hverdag, der så småt er ved at gå i gang.

Jeg har kun været væk fra hverdagen i en uge – alligevel føles det som om, jeg har været i en helt anden bekymringsfri verden af eventyr, kærlighed og masser af livsglæde i flere uger. Det er en underlig kontrast og en mærkelig følelse af en mavepuster, når vækkeuret ringer mandag morgen og man igen sidder i den samme bus, på den samme rute, mod den samme arbejdsplads med den samme arbejdsrutine. Tilbage til hverdagen.

Der er sikkert mange, der ikke skænker andet end all-inclusive-buffeten og størrelsen på drinksne en tanke, når de valser rundt i klipklappere på en eller anden sydlig strandpromenade – men for mig betyder det at være væk hjemmefra at jeg får ro til at tænke og at alting bliver sat lidt i perspektiv. Jeg er generelt en person, der tænker rigtig meget (og lidt for ofte også overtænker alting) så når jeg får ro fra hverdagens opgaver og den daglige 8-16 rutine med efterfølgende træning, freelance arbejde og de praktiske gøremål, så får tankerne lov at flyve frit.

Jeg er et underligt sted i mit liv lige nu. Halvt barn – halvt voksen. For ung til at være ligeglad med vinduespladsen i flyet og ikke vende øjne, når de gamle siger noget akavet – og gammel nok til at bekymre mig om hvorvidt der venter et job på den anden side af studiet, om vi mon får den lejlighed vi drømmer om og hvor mange år det mon kommer til at tage at betale sit studielån af.

Mine tanker går på hverdagsbekymringer, arbejdsstress, fremtidsplaner, drømme, oplevelser og det seneste års tid har virkelig haft en stor betydning for de ting, der går gennem mit hoved. Der er ting jeg er blevet afklaret med, ting jeg er blevet i tvivl om, beslutninger jeg har taget, ting jeg har risikeret og nogle gange når jeg får sat mig ned – eksempelvis i skyggen af en smuk palme i Hurghada – tænker jeg over hvor meget tid jeg egentlig bruger på alt andet end det jeg har allermest lyst til.

54 er antallet af dage jeg har tilbage i praktik. Når jeg afslutter det kapitel har jeg været i arbejde i halvandet år og så venter der et år på skolebænken før jeg er helt færdig. Jeg har før givet udtryk for at jeg har været ret presset i løbet af min praktik og jeg har da også overvejet om jeg skulle skrive et indlæg udelukkende om hvordan det er at være i praktik, som TV- og Medietilrettelægger. Egentlig er min pointe bare, at jeg føler at jeg er blevet trukket ret meget igennem noget, som egentlig ikke er helt mig, og det er en rigtig ærgerlig følelse at rende rundt med i halvandet år.

Misforstå mig ikke. Jeg vil gerne arbejde med medier, men ikke alle er lige heldige at få deres drømmepraktikplads og for de, som ender et sted, hvor de ikke helt laver det, som de gerne vil, er det en lang kamp med en daglig snert af meningsløshed og en indre skyldfølelse af, at forsømme sine drømme.

Der er så mange ting jeg gerne vil. Så mange ting jeg ved jeg kan. Hvis bare jeg havde tiden – den tid, som hver dag går med noget andet. Men uddannelser er opbygget forskelligt, samfundet er indrettet på en bestemt måde og økonomien skal også hænge sammen.

Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde modet til at opsige alt. Job og lejlighed og så bare rejse jorden rundt i en minivan med min laptop, som jeg kunne arbejde fra anytime anywhere. Tage dagene som de kommer og hver dag ville være et nyt eventyr. Om 54 dage og et år, er jeg færdig med mine forpligtelser. Færdig med de valg, som jeg for længst har taget og tavlen hviskes ren. Klar til helt nye skitser, tankestreger og strategier og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.