👉 Har du læst del 5 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 5. Er det nu det lykkes?

Det rykker på Hawaii-fronten. De sidste par uger har været en god blanding af dårlig mave (rent ud sagt) og hopla. Efter mit sidste indlæg hvor lykken var stor og mit praktiksted havde udfyldt første halvdel af min training plan uden helt direkte at bekræfte mig i at de ville ansætte mig, har alting stået stille. På trods af op til flere opfølgninger hørte jeg ikke mere og jeg vidste at min kontaktperson i virksomheden skulle på ferie inden længe. I mit interview kan jeg huske at hun fortalte noget om en hel måneds ferie fra 1. maj så i kan sikkert forstå hvor træt jeg har været i mit hoved, når jeg morgen efter morgen forgæves har tjekket min mail. Vores deadline for at sætte visum-ansøgningen i gang hed 1. maj men vi havde også indregnet en buffer fra starten og for blot en måned siden troede jeg jo, at jeg stod helt uden praktikplads.

Vi var nødt til at finde ud af om min kontaktperson var taget afsted på ferie.

// “Så ring da forhelvede til hende!”

Tænk at det kan være så svært. Tænk at man kan sidde og glo på et telefonnummer og så alligevel forsøge at finde på alle mulige undskyldninger for ikke at ringe.. Men hvad nu hvis vedkommende i den anden ende rent faktisk tager telefonen og fortæller dig at alt det du drømmer om, ikke kan lade sig gøre? Hvad nu hvis vedkommende bare har vanvittigt travlt og har både set og læst dine mails og sat sig for at besvare dem på et senere tidspunkt? Hvad nu hvis vedkommende synes at du er desperat og ændrer mening fordi du ringer og pludselig ikke har lyst til at ansætte dig længere? Så mange ting kunne jo gå galt.

Men hvad så hvis dit telefonopkald bliver besvaret indenfor de første 10 sekunder og det er chefen, der spørger hvad hun kan hjælpe dig med? Og hvad så hvis hun fortæller at din kontaktperson er taget på ferie og der falder en sten fra dit hjerte fordi du nu ved hvorfor du ikke har hørt noget? Og hvad så hvis du forklarer din potentielt set kommende chef om situationen og hun lyder som om hun har helt styr på at du er deres kommende praktikant og lover dig at hun vil forsøge at få fat på kontaktpersonen?

Det sidste var præcis hvad der skete da jeg i forgårs klokken lidt i ni om aftenen ringede til Hawaii. Så mange ting stod til at gå galt i mit hoved. Det er så tosset at tænke på de 14 dage jeg har gået med ondt i maven på grund af den uvidenhed. Og det eneste jeg skulle gøre var at ringe – så langt er der alligevel ikke mellem os og den anden side af jorden.

// Det er så tæt på at være virkeligt

Long story short: Jeg har stadigvæk ikke fået beskeden “ja, du har fået jobbet.” Men jeg har nu tilmed talt med chefen og dagen efter skrevet med hende om min træningsplan og der er intet, der tyder på, at jeg ikke har fået jobbet. Jeg tør næsten godt begynde at tro helt på det. Nu skal vi bare beslutte hvordan vi går videre herfra.

Faktisk er det sådan at vi tror så meget på det nu, at vi i denne uge officielt er begyndt at udfylde vores visum-ansøgning! Måden det foregår på er, at man vælger en dansk organisation – også kaldet en visum sponsor – som opretter én i det officielle system for den slags visum-ansøgninger. Vi har valgt Kilroy som visum sponsor og de har indtil videre været super behjælpelige med alle vores (ind imellem) desperate spørgsmål. Når visum sponsoren opretter én i systemet, får man mulighed for at invitere sin praktikplads, som så skal udfylde sin del af ansøgningen (herunder træningsplanen) inde i samme system. Det er så det vi venter på nu!

På én eller anden måde føles det så anti-klimaks at sætte gang i visum-ansøgningen på trods af at det jo faktisk er et kæmpe skridt i den rigtig retning. Det er nok fordi jeg ikke har haft den der “you got the job!”-oplevelse og fordi ventetiden har været så lang. Jeg forestillede mig at vi ville poppe en flaske champagne og skåle på det – men på den anden side virker det også som om at der kan være langt fra at ansøgningen er skudt i gang til at den rent faktisk bliver udfyldt. Vi udskyder champagnen til vi får besked om at praktikstederne er godkendt!

// Undskyld – hvad siger du at det koster?

Når alt er udfyldt fra praktikstedet kigger Kilroy det hele igennem og godkender det før de sender det afsted og når det sker, bliver det hele meget virkeligt! Så virkeligt at vi også skal til at have penge op ad lommen, det er jo ikke gratis at arbejde i udlandet og da slet ikke i USA. Da vi i mandags havde et møde med Kilroy måtte vi også erkende at vi ikke havde læst det med småt eller paid ordenligt attention. I vores budget har vi nemlig skrevet en helt forkert pris ind for den visum-pakke vi køber – så av min arm! Det bliver sgu dyrt…

Vi er dog ikke et sekund i tvivl om at det er prisen værd og at vi skal afsted, koste hvad det koste vil men de næste par måneder bliver formentlig lidt mere sparsommelige end vi lige havde planlagt. Nu glæder vi os bare til at det bliver rigtig officielt, så vi med god samvittighed kan gå i gang med de næste mange praktiske gøremål såsom at bestille flybilletter, forsikring, indgå en lejekontrakt på vores lejlighed her i Danmark og alle de ting. Jo før jo bedre!

Vores tidsplan ser sådan ud at vi helst skal have udfyldt og sendt vores visum-ansøgning afsted 1. juni. Hvis det bliver senere end det, ender vi formentlig med at skulle rykke vores afrejsedato og vores startdato for praktikken. Det er jo heldigvis ikke det værste, men eksempelvis har Cs praktiksted efterhånden ventet længe på at underskrive en kontrakt med ham, da han allerede i vinters vidste hvor han skulle i praktik. Min proces har virkelig trukket ud men nu virker det heldigvis som om at det kun går fremad. Så dejligt!

// Man tør ikke tro alt for meget

Jeg kan slet ikke vente med at glæde mig sådan rigtigt. Jeg har konstant lyst til at råbe ud over hele Danmark at vores drøm bliver til virkelighed, lave lister over alle de ting vi skal på Hawaii, begynde at planlægge vores smuttur til et andet sted i USA inden Hawaii og jeg kunne blive ved. Men jeg er så bange for at gøre noget før vi har papir på vores ophold – tænk hvis noget skulle gå galt…

Vi må slå koldt vand i blodet – som min far ville sige det. I hvert fald lige nu. Heldigvis er der kommet lidt mere ro på nu hvor jeg ved at min kontaktperson er på ferie og først er tilbage den 28. maj. Og nu hvor jeg har talt med chefen. Nu er det bare om at vente – endnu engang.